Tidsskriftsstøtte og forskning på dansk

De danske museer har som et af deres krav, at de skal forske. Måden det måles på lige nu er, at forskningen bliver publiceret fagfællebedømt, og det kan for eksempel ske gennem videnskabelige tidsskrifter. Ofte er der i disse tidsskrifter rigtigt meget ulønnet arbejde i redaktionen og i fagfællebedømmelsen, men nogle omkostningerne er der jo. I en tid, hvor der er et øget krav om gratis open access kan disse midler til tidsskrifterne blandt andet skaffes gennem statslige forskningsmidler.

I år har der været nogle ændringerne i bevillingerne til tidsskrifter fra Danmarks Frie Forskningsfond, som rejser spørgsmål om adgangen til de videnskabelige tidsskrifter – både for dem, der gerne vil publicere deres forskning og for dem, der gerne vil bruge forskningen.

I Kulturmonitor kan man i denne uge læse, at det videnskabelige tidsskrift Kulturstudier er truet af lukning efter, at Danmarks Frie Forskningsfond ikke vil støtte tidsskriftet med de 30.000 kr., som det før fik bevilliget. Begrundelsen for ikke igen at støtte tidsskriftet er, at ”internationalisering [er] et vigtigt aspekt” og det kriterie lever Kulturstudier ikke op til. Et andet dansksproget tidsskrift, Dansk Teologisk Tidsskrift, fik i år heller ikke støtte med den begrundelse, at der ikke er nok udenlandske forskere i redaktionen og som fagfællebedømmere. Danmarks Frie Forskningsfond vil gerne støtte excellent forskning og sætter det i disse begrundelser så lig med, at det sker i et internationalt miljø.

Jeg har selv engang fået publiceret en artikel i Kulturstudier om historiebevidsthed undersøgt gennem de forløb for medborgere ramt af demens, som vi laver i Den Gamle By.

For mig var det rigtigt vigtigt at publicere i et videnskabeligt tidsskrift, som kunne give mig kvalificeret modspil, og at mit museum så også fik fagfællebedømte forskningspoint.

Noget andet der var vigtigt var, at Kulturstudier er et dansksproget tidsskrift – både i forhold til at få artiklen skrevet og i forhold til den målgruppe, som den skulle nå ud til. Da jeg skrev artiklen for fire år siden var det absolut primære sprog, som jeg brugt på mit arbejde dansk, og det, at jeg ikke skulle forsøge mig på engelsk, gjorde at jeg nemmere kastede mig ud i at få skrevet artiklen. Og jeg er sikker på, at mange, der ikke er fanget ind i universiteternes anglificering, har det på samme måde. Den anden grund til det dansksprogedes vigtighed var, at artiklen kunne læses på dansk. Jeg skrev den for andre museumsansatte, undervisere i historie og for ansatte i sundhedssektoren – og jeg vidste, at mange af dem jeg så som mulige læsere ikke ville orke at begynde på en engelsksproget artikel.

Det er muligt, at et tvunget fokus på et internationalt aspekt kan medføre mere ”excellent forskning”, men jeg er desværre overbevidst om, at det utilsigtet vil føre til, at der er flere uden for universiteterne, som ikke vil vove at forsøge sig med at skrive forskningsartikler. Det kan også resultere i, at forskningen ikke i samme grad vil blive læst i Danmark og dermed ikke blive udbredt på samme måde.

Men der er da flere potentielle læsere ved at skrive på engelsk? Ja, det er der, og selvfølgeligt skal meget dansk forskning også komme ikke dansklæsende til gode, men jeg synes det vil være fornuftigt at tænke en variation ind, så vi i Danmark både støtte engelsksproget forskning – og en udbredelse af forskning, der bruger det danske sprog.

I Museer og identitet, det ph.d.-projekt om museernes værdi som jeg i disse år beskæftiger mig med, er min plan lige nu at afslutte det med en artikelbaseret afhandling. Og der vil i hvert fald en af artiklerne blive på engelsk, da mit publikum til den artikel vil være internationalt, og teorierne jeg forholder mig til, særligt er fremført af engelske, australske og amerikanske forskere. Men en anden artikel, hvor jeg diskutere nogle af mine resultater og indsamlingsmetoder, vil jeg lave på dansk. Et mål med min afhandling er at lave nye undersøgelsesmetoder for danske museer, og det vil være logisk at henvende mig på dansk til dem, og det vil være noget som jeg er sikker på vil føre til, at flere vil læse og bruge min forskning.

Ligesom i anden formidling af viden handler forskning også om at tænke over hvilke målgrupper man har, og der vil det være trist, hvis principielle beslutninger om internationalisering får utilsigtede konsekvenser om udbredelsen og variationen af forskningen. Tankegangen om et større internationale fokus kan godt risikere at føre til en forskning udført af færre og henvendt til et mere engelskorienteret akademisk publikum. Det synes jeg ville være trist.