Figurer på museum

Figurer af mennesker i fuld størrelse er et velkendt formidlingsgreb på museer, særligt i de kulturhistoriske museer. Her er et forsøg på en lille typologi af forskellige brug og placering af figurerne.

Formidlingen og placering

En faktor er hvad figurerne formidler. Her kan der i hvert fald skelnes mellem:

• Formidling af situation
• Formidling af et rum
• Formidling af en periode
• Formidling af genstanden
• Formidling af en person

Flere af disse kategorier kan være til stede samtidigt, men ofte vil der gerne være en særlig formidlingssituation, som de er lavet til.

En anden faktor er hvor figurerne er placeret. Det kan hænge sammen med, hvad formidlingen handler om, men kan også være begrundet i, hvilken interaktion figuren skal have med museumsgæsterne.  Placeringerne kan for eksempel være:

• Placering i en montre
• Placering i et interiør
• Placering ude mellem de museumsbesøgene

Et tredje element som differentierer figurerne er, hvor realistiske de er, og som en del af det hvilke materialer de er lavet af.

Her er en gennemgang af eksempler fra en række forskellige museer. Jeg har opdelt dem i de nævnte kategorier, men nævner også, hvis nogle af de andre kategorier synes at være vigtige.

Formidling af en situation, rum eller periode

Det kan være et vis sammenfald i de tre kategorier: at formidle en bestemt situation, rum og periode, da de alle tre handler om at figurerne bruges til at formidle en bestemt rumlig og tidslig kontekst. Som det vil fremgå af eksemplerne herunder, vil det tidslige aspekt været til stede på den ene eller anden måde, og så kan en af de andre elementer så samtidigt også være til stede.

Her formidles to forskellige tidsperioder og situationer i basisudstillingen på Jamtli i Östersund.

Her er situationer fra en hollandsk sundhedsklinik i 1960’ne formidlet på Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem.

Dukker der understøtter rummets fortælling og giver liv til et interiør er et greb, som flere frilandsmuseer bruger. Her er eksempler fra Den Gamle By, Kulturen i Lund, Nederlands Openluchmuseum i Arnhem og LVR-Freilichtmuseum Kommern i Kommern, hvor figurerne på det sidste sted er lavet mere stilistiske og bare skal markere en funktion i rummet.

Figurer kan også bruges på andre typer museer til at formidle interiør. Her er eksempler fra Meddeltidsmuseet og Nordiska Museet, begge i Stockholm.

Her er et eksempel fra Discovery Museum i Newcastle, der så også er et eksempel på fremvisning af dukker i en montre og med en situation, der både er tidstypisk og almengyldig.

Også i udstillinger på frilandsmuseer, der ikke er baseret på interiør i historiske huse, ses brugen af figurer. Her er tre eksempler fra udstillingen Langsomt ble landet vårt eget på frilandsmuseet Maihaugen i Lillehammer.

Og her er nogle eksempler fra udstillingen Wir Rheinländer på frilandsmuseet i Kommern. Det er en udstilling om Rheinområdets historie siden 1794, der har dukker som den mest markante del af udstillingen. Faktisk i en helt overvældende grad. Et forsigtigt bud er, at Wir Rheinländer indeholder mindst 300 dukker fordelt i omkring 40 interiør eller situationer.

Figurer i fuld størrelse er ofte også brugt i udstillinger om krig, både til at illustrere situationer og til at vise uniformerne. Her er eksempler fra Airborn Museum Hartenstein i Arnhem og museet om opstanden i Storpolen Muzeum Powstania Wielkopolskiego 1918-1919 i Poznam.

Figurer er også meget brugt af Armemuseet i Stockholm. Her en såret svensk soldat under Den finske krig 1808-1809, og et eksempel på figurer, der viser krigens gru næsten midt ude blandt de besøgende.

Formidling af en genstand

De genstande der er oplaget at bruge legemsstore dukker til at formidle, er tøj. Hej er er et par eksempler på dette fra Nordiska Museet i Stockholms udstilling om indflydelsen fra den britiske mode og fra Lippishes Landesmuseum i Detmold, hvor de udstiller rigtigt mange dragter.

Ikke altid er de dragter der vises originale. Det kan også være rekonstruktioner, så der er muligt at se hvordan tøjet så ud, dengang det var nyt. Det greb bruges blandt andet på Vasamuseet i Stockholm til at vise en sømands tøj og på Moesgaard Museum i deres formidlingen af gravfundene fra Borup Eshøj.

Formidling af en person

Dukker bruges også til at formidle bestemte personer. Det kan for eksempel være kendte personer, hvilke blandt andet de gør Kommern i Wir Rheinländer udstillingen, hvor man kan se ind til et møde (rally) med Hitler og Goebbels og på Vasamuseet med en figur af den svenske konge Gustav 2. Adolf.

Formidlingen kan også være at ukendte personer, hvis udseende gennem kraniestudier og ansigtsrekonstruktioner er blevet genskabt. En kapacitet indenfor dette felt er svenske Oscar Nilsson, der blandt andet har leveret ansigter til Historiska Museet (Bäckaskogskvinden) og Vasamuseet (en af sømændene på skibet) for, at vi i dag kan få en fornemmelse af – bogstaveligt talt – at stå ansigt til ansigt med fortidens mennesker.

Placering

Placeringen af figurerne betyder meget. Både i forhold til den historie de skal formidle, men også i forhold til den interaktion, der ønskes med museernes gæster.

I det ovennævnte er de fleste af figurerne placeret i et interiør, som man kan se ind i, men hvor en fysisk barriere gør, at man ikke kan gå derind. Figurerne kan også vises i en montre, når de skal betragtes tæt på, og når de samtidigt skal beskyttes mod berøring. Det bliver de viste Oscar Nilssons rekonstruktioner og de ovennævnte figurer fra Museum of Newcastle og Lippishes Landesmuseum.

Der hvor figurerne kan placeres ude mellem gæsterne kan der komme en større nærhed og nogle gange også overraskende og sjove elementer.

Armemuseet er et museum, der er dygtig til at placere dukkerne ude mellem de besøgende. Blandt andet med dette kavaleriangreb i gangarealet og med en soldat og hans kæreste, som man har mulighed for at dele bænk med.

De bruger også grebet på Medeltidsmuseet. Blandt andet, hvor en lille pige gemmer sig og synes at være rendt væk fra hendes udstilling. En anden form for interaktion ses også på det museum, der hvor en kvinde synes at råbe til gæsterne fra en 1. sals vindue.

Vasamuseet bruger også grebet med at placere dukken over gæsterne. Her i et fint optrin, hvor to 1600-tals kvinder tales sammen mellem de besøgende.

Andre museer som sættes figurerne ud i rummet, er Museum of Newcastle, hvor en dukke har sneget sig hen og se på en udstilling om en anden periode og Søfartsmuseet i Amsterdam, Het Scheepvaartmuseum, hvor det er muligt nærmest selv at komme med på hvaljagt.

Forhistoriens personer er også ude blandt de besøgende og muligt at komme helt hen til på Moesgaard Museum og på Landesmuseum für Vorgeschichte i Halle. Det sidste sted med den lækre finesse at neandertalermennesket på museet er gengivet som Rodins Tænkeren.

Figurer bruges også på de to tjekkiske museer Moravské zemské muzeum (museet om Mehren) i Brno og Museum of Communism i Prag. I museet i Brno bruges stiliserede ordensmagtpersoner i døråbningerne til at nærmest at intimere end intimsfære, hvilke fint understøttes udstillingens fortælling.

Og på Museum of Communism er det muligt at få en selfie med Karl Marx, hvilke et betydeligt antal amerikanske ungersvende gjorde den dag jeg besøgte museet – også selvom jeg tvivler på, at de helt havde sat sig ind i Marxs ideologi og synspunkter.

Materiale og realisme

Et sidste aspekt som adskiller de forskellige figurer på museerne, er deres grad af realisme. Jeg vil her også tage mere todimensionelle figurer med, som de viste i døråbningerne på Moravské zemské muzeum, da de gennem deres størrelse jo er med at formidle en person i fuld figur. Lignende greb med todimensionelle figurer bruges også på frilandsmuseet i Kommern i en Nissehutte, de midlertidige boliger som englænderne lavede til tyskere, der var uden hjem eller måtte flygte fra deres hjemstavn efter 2. verdenskrig. I en af deres Nissehutte vises fuldskalabilleder i rummene af de personer, som i årene efter 1945 boede i huset.

Det hollandske Verzetsmuseum i Amsterdam benytter sig også denne meres fotostatsartige formidling i deres fantastiske afdeling Verzetsmuseum Junior, hvor hollandske børns liv under anden verdenskrig bliver formidlet.

Andre steder er disse mere todimentionelle figurer tegnede figurer, der ofte har en appel til børn. Her er to eksempler på det. Et fra Skansen i Stockholm og et fra Bechyňská brána, en afdeling af det hussitiske museum i Tabor.

De mere tredimensionelle figurer har også forskellig grad af realisme, der udover udtrykket og også kan hænge sammen med den robusthed de har i forhold til støv og slid. Her er nogle eksempler: Stilerede træfigur på Peoples History Museum i Manchester, fugleskræmselslignede ryttere på det polske Wielkopolski Park Etnograficzny, dukker med hoveder men uden ansigter på Museum Amager, en mannequinagtige dukke på museet om peberkager i Torun, Żywe Muzeum Piernika, en mere detaljerede dukker på Nederlands Openluchmuseum og en meget udtryksfuld og detaljeret dukke på Besættelsesmuseet i Aarhus.

Materialevalget kan også være pointen selv. Det er det er eksempel på i museet om chokolade i Tabor, Museum čhokolády a marcipánu, hvor der blandt andet er udstillet en fuld figur af Mister Bean og hans bil – i chokolade.

Figurer i fuld størrelse kan noget. Vi kan gennem deres legemsstørrelse nemmere relatere til os dem og spejle os i dem. Vi kan gennem dem pludselig fornemme en smerte eller glæde og sætte sig ind i et levet liv. Eller bare føle os velkommen eller blive gjort opmærksom på en aktivitet.
Vi er samtidigt meget vant til at se på mennesker og dukker kan derfor godt komme til at virke kunstige, uhyggelige eller komiske. Nogle udstillinger er gode til at bruge dette element ved fuldskalafiguren, men andre ikke synes at have tænkt over det. Og så kan det blive et unødigt komiske eller skræmmende element der tager fokus fra den historie der er, eller det ønske om gøre noget særligt formidlingsmæssigt, hvilke man må gå ud fra museet havde ved at investere i dukken.