Identitet, forhandling og kulturarv

I nat dansk tid bekendtgjorde Floridas guvernør Ron DeSantis, at han nu er en del af kampen omkring at blive republikanernes næste præsidentkandidat. I P1 Morgen kommenterede Berlingskes udlandsredaktør Birgitte Borum, at DeSantis er en af de bedste eksempler på, at diskussionerne i det republikanske parti i dag mindre handler om økonomi og andre politiske områder, der tidligere gjorde sig gældende, og mere handler om kulturkamp. En kamp om at definere en kulturkrig og en identitet for en større eller mindre gruppe af amerikanere.

Den tyske sociolog Andreas Reckwitz bruger begrebet kultureksistentialisme, det vil sige at definere sin eksistens gennem et bestemt syn på en kultur – om der er en tro eller dengang America was Great eller noget helt tredje. Ens valg af identitet er vigtig.

Identitet er i forskningen et begreb, der er kommet en større og større opmærksomhed omkring. Fra at identitet tilbage i 1960’erne var et nyt emne, som psykologer som Erik Erikson bragte ind i forskningsverden, blev identitet så brugt som et forklaringselement af sociologer som Zygmunt Bauman, Manuel Castells og Anthony Giddens omkring udviklingen fra det moderne til det sen-moderne samfund, og så videre til, at det gennem bl.a. Francis Fukuyama bruges i politologi og gennem George A. Akerlof og Rachel E. Kranton også bliver brugt i økonomi. Og nu også gennem betragtninger fra Reckwitz bliver begrebet brugt omkring den forhandling og den kraft er der i, at positionere identiteter og kulturdefinitioner. I et nu individualiserede samfund er identitet blevet en værdifuld vare.

Det kunne man i går have hørt mere om, hvis man var så heldig at være på CBS’ Institut for Business Humaniora og Jura. Der fortalte min CBS-kollega Mads Mordhorst om hans nye forskning i identitetsmarkeder. Jeg kunne desværre ikke være i CBS’ lokaler på Frederiksberg, men var til gengæld i Aarhus, hvor der også var fokus på identitet. Det var der i Aarhus Universitets Future Lecture Series, hvor professor Kwame Anthony Appiah fra NYU holdt oplæg om kulturarv, besiddelser og identitet.

I en Appiahs seneste bøger, med den fine titel ”The lies that bind : rethinking identity”, kredser han om brugen af identitet og inddrager også hans egen historie med ghanesiske og britiske rødder. Det samme gjorde han også i går i hans spændende og reflekteret oplæg om brugen og konflikterne omkring kulturarv med særlig vægt på de diskussioner, der er i dag er om at sende museumsgenstande tilbage til områder, som de oprindeligt kom fra. Appiah havde i hans foredrag en gennemgang af krigsbyttets kulturhistorie og havde også mange gode pointer om den komplekse situation omkring, hvad kulturarv er og kan være. Blandt andet fordi, at de genstande og steder vi giver en kulturarvsbetydning jo har historie, gerne med andre historier bag sig, hvilke gør det reelt svært klart definerede hvad de er og hvad deres historie er. En enkelt af Appiahs betragtninger i en forbindelse som jeg vil nævne, var hans gennemgang af de forskellige måder genstandes tilhørsforhold kan defineres på:

1) Deres tilhørsforhold kan være defineret i forhold til et folk eller etnisk gruppe: for eksempel at disse genstande tilhørte Edo folket.

2) Det kan også være centreret om et sted: at frisen på British Museum ikke skal ses som ”The Elgin Marbles”, men som marmor fra Parthenon i Athen.

3) Og at deres tilhørsforhold defineres ud fra en identitet. Både i forbindelse med i de to ovenstående definitioner, men også når genstande fra et andet sted får en særlig betydning, der hvor de nu er. De egyptiske obelisker i Rom har nu været i den evige stad i længere tid end de var på deres oprindelige placering. Et andet eksempel, som Appiah nævnte var det sværd som Lord Wellington efter sigende erobrede fra Napoleon og på det fik indgraveret: ”This SWORD was worn by The DUKE of WELLINGTON”. Er det sværd så fransk, engelsk eller korsikansk kulturarv? Appiah konstaterede tørt, at Plunder + Time = Heritage. Måske er det noget omkring det.

En af dem, der i går havde en rolle som Appiahs diskussionspartnere var professor Laura McAtackney fra Aarhus Universitet, og en af hendes betragtning fra egen forskning i kulturarv omkring De Vestindiske Øer var også i tråd med Appiahs. Det er ofte, at vi fra dansk side ser de bygninger bygget i forbindelse med den danske kolonisering af øerne, som colonial buildings, men som McAtackney påpegede, så blev disse bygninger efter 1917 brugt til en række andre formål og fik dermed en række andre betydninger, der i dagens Vestindien derfor også er en del af de bygningers kulturarv.

Identitet har betydning – og er til evig forhandling, hvilke vel godt kan give bekymring hos nogle af dem, der prøver at bygge eksistens op omkring kultur og identitet.

At jeg var i Aarhus i går og ikke deltog i Mads Mordhorst utvivlsomme spændende gennemgang af hans forskning, var nu ikke fordi jeg fremfor Mads tilvalgte Appiahs foredrag, men mere fordi, at jeg havde en aftale med en, som jeg skulle afprøve et mikrofænomenologisk interviewformat på. Det er en metode, hvor jeg systematisk spørger ind til de mekanismer, der er i forbindelse med til- og fravælgelsen af grunde til at vælge minder omkring museumsbesøg. Denne metode er uden en fast defineret tese, som jeg arbejder ud fra, men sådan som det ser ud lige nu, så synes resultaterne at vise, at identitet (forstået som den personlige og sociale brug)  har en meget central og vigtig grund i forhold til museumsbesøget og den efterfølgende erindring af besøget.

Museer og kultur, også i denne meget personlige grund langt væk fra Appiahs perspektiver om kulturarv og verdenshistorie, har bare en væsentlig betydning i forhold til vores egen forhandling om identitet og afklaring omkring hvem vi er – som os selv og i forhold til de sociale forbindelser vi indgår i.

Udvalgt litteratur:

Akerlof, George A, and Rachel Kranton. 2010. Identity Economics. Book. Princeton: Princeton University Press. https://doi.org/10.1515/9781400834181.

Appiah, Anthony. 2018. The Lies That Bind :  Rethinking Identity, Creed, Country, Color, Class, Culture /. Book. Edited by Anthony Appiah. First edition. New York: Liveright Publishing Corporation.

Bauman, Zygmunt. 2000. Liquid Modernity. Book. Edited by Zygmunt. Bauman. Cambridge: Polity Press.

Castells, Manuel. 2000. The Power of Identity. Book. Repr. The Information Age ; 2. Oxford: Blackwell.

Erikson, Erik H. 1997. Identitet. Ungdom og kriser /. Book. 2. opl. Kbh: Hans Reitzel.

Fukuyama, Francis. 2018. Identity :  Contemporary Identity Politics and the Struggle for Recognition /. Book. Edited by Francis Fukuyama. London: Profile Books.

Giddens, Anthony. 2018. Modernitet og selvidentitet : selvet og samfundet under sen-moderniteten. Book. Kbh: Hans Reitzel.

Reckwitz, Andreas. 2019. Singulariteternes samfund : om modernitetens strukturændringer. Book. Edited by Mikael. Carleheden, Anders. Petersen, and Tom. Havemann. Kbh: Hans Reitzel.

Reckwitz, Andreas. 2021. Illusionernes undergang : politik, økonomi og kultur i senmoderniteten. Book. 1. udgave. Kbh: Hans Reitzels Forlag.