Dronning Annas ravspillebræt – om måder at formidle en genstand på

Museer er fyldt med utroligt mange genstande, der hver især er fyldt med forskellige historie. Udfordringen for museerne er derfor ofte at vælge, hvor lidt det er muligt at fortælle om genstandene på en meningsfuld måde, da der hverken er plads på museet eller tid nok for de besøgende til at få det hele at vide.

Jeg var i denne weekend forbi DHM Deutsches Historisches Museum i Berlin og oplevede der, hvordan at én enkelt genstand kan formidles, når et museum ikke begrænser sig, men i stedet prioriterer at udfolde dens historier.

DHM er under ombygning i disse år, men viser en mindre udstilling Objekte. Geschichte. Geschichten. (Genstande. Historie. Historier.), hvor en af de udvalgte genstande er den danske prinsesse og senere skotsk-engelske dronning Annas ekstravagante spillebræt fra 1607, som er fremstillet af eksklusivt og slebet rav.

Håndværksmæssigt og æstetisk det en genstand, der er kan noget. Den nærmest gløder i montren, hvor den er udstillet, så både siderne med skak, mølle og det backgammonlignede spil tictac kan ses.

Ud over at vise selve spillebrættet formidlet udstillingen også genstanden gennem en genstandstekst, et audioguideindslag, en ekspertskærm, en interaktiv skærm og en bog samt plancher og andre genstande, der giver uddybende information om genstanden og en tidslinje om ravhandlens historie i Østpreussen.

Genstandsteksten giver en kort nøgtern beskrivelse af genstanden, inklusiv dens omfattende provenienshistorie.

Spillebrættets tilblivelseshistorie er udfoldet i en ekspertskærm, På skærmen gennemgår den samlingsansvarlige, dr. Wolfgang Cortjaens, handelsoptegnelser fra Det Preussiske Hemmelige Statsarkiv. Her omtales spillebrættet og Hans Klingenberg, håndværkeren bag brættet den 30. marts 1607.

Foran montren med spillebrættet er der en interaktiv skærm, der har fokus på selve genstanden og hvor der er uddybende informationer om de enkelte dele i brættets udsmykningen.

Udover disse elementer er der to vægge, hvor genstanden blev sat ind i en større historie.
På den ene væg knytter plancher og genstande spillebrættet til Anna, den danske prinsesse, der i 1598 blev gift med den skotske konge James 6, som senere også blev regent af England. Denne væg fortæller også om området ved Königsberg, hvorfra spillebrættet blev sendt til dronning Anna.

På en anden væg er der en introduktion til den preussiske ravhandel med en tidslinje gående fra 1230 og frem til 1701 – fra den tyske orden kontrol af ravhandlen i den østlige del af Østersøen og frem til det det preussiske og brandenburgske ”ravdiplomati”.

Og hvis alt dette ikke skulle være nok, så er der ved siden af montren også en bænk, hvor de besøgende kan sidde og læse bogen ”Spielerische Allianzen – Bernsteinspolitik und höfische Kultur in der Frühen Neuzeit”, der med sine 250 sider går endnu mere i dybden med historier om spillebrættet.

De elementer, der bruges på DMH, kan også opleves andre steder.

Flere museer, for eksempel Mosgaard og Dansk Jødisk Museum, benytter ekspertskærme, hvor en forsker udfoldet et element om en genstand og interaktive skærme med fokus på genstandenes enkeltdele ses også på mange museer. Det at flashe sin forskning ved at lægge en publikation om udstillingens emne også er et ofte benyttet greb, audioguides og genstandstekster ligeså. Det er imidlertid sjældent, at alle disse greb benyttes samtidig og samtidigt også suppleres med uddybende elementer. I dette tilfælde, at genstanden sættes ind en større historie om handel og hofforbindelser.

DHM skal have ros for den ambitiøse plan med denne smukke genstand fra 1600-tallet. Som besøgende på tur blev jeg draget ind i flere af de mange forskellige historier og i den grundelige forskning bag, som Cortjaens sirligt beskrev, men synes samtidigt, at det hele bare blev lidt for meget. Som museumsprofessionel var jeg begejstret over, at der her endeligt var et museum, der bare gik all in, men kunne samtidigt godt se det udfordrende ved at bruge så meget plads, tid og opmærksomhed for den besøgende på et enkelt objekt.

Jeg synes, at DHM lykkedes med at eksemplificere og konkretisere en større historie gennem denne ene genstand. Disse perspektiverende elementer var også med til at retfærdiggøre deres store prioriteringen af spillebrættet. Noget der også var med til at give en forståelse for prioriteringen var, at genstanden i sig selv havde en stærk visuel tiltrækningskraft.

Noget, der kunne havde styrket udstillingen og ambitionen om at åbne spillebrættet og dets fortællingerne op, ville have været en tydeligere prioritering og kategorisering af elementerne. Det ville have gjort det lettere for den besøgende at orientere sig mellem de mange fortæller, der blev præsenteret. Lige nu virker elementerne sidestillede og værst af alt fremstår de ikke som dele af én større samlet fortælling. Hvis den besøgende bedre havde kunnet fornemme sammenhængen mellem elementerne i denne af udstillingen, så er jeg sikker på at fortællingen ville åbnes for flere, og så ville det ikke kun være museumsansatte som mig, der fascineres af, hvor mange historier én genstand kan rumme. At det ikke kun er et smukt og eksklusivt ravspillebræt, men også en indgang til fascinerede hofkultur, handelshistorie og håndværksmæssigt kunnen i 1600-tallet.