Citater i udstillinger

Hvordan kan museerne engagere deres besøgende gennem tekster eller andre formidlingselementer (film, lyd, illustrationer)? Et svar er at bruge tydelige afsendere, som det er nemt for den besøgende at forholde sig til, føle med og leve sig ind i. Det vil sige gå fra den anonyme objektive museumsstemme til personer med deres egne subjektive stemmer.

De museer der gør det markant, bruger ikke kun citater som illustrationer af en enkelt persons holdning, men de tænker citaterne ind som et strukturelt greb, der er med til at engagere den besøgende.

Sveriges Historia på Historiska museet i Stockholm

Historiske Museets på mange måder seværdige udstilling Sveriges Historia gør det. Udstillingen er kronologisk bygget op fra vikingetid og til i dag. Hvert afsnit indledes med en planche, der præsenterer det århundrede som den næste del af udstillingen handler om. Der er to helt forskellige hovertekster på de plancher. Den ene er skrevet at udstillingens dramaturg Jonas Jarl Skute og den anden af historieprofessor Dick Harrison.

Professor Harrisons tekst minder mest om den traditionelle museums-oversigtstekst, men det virker godt, at der er en person bag teksten, og at det er tydeligt, at han er en fagperson. Troværdigheden bevares og samtidig får udsagnene et klar afsender. Det ville ikke have været et lige så klart signal, hvis museet ikke havde valgt også konsekvent at bringe tekster skrevet af den mere poetisk anlagte Skute – og de to forskellige typer tekster kan noget forskelligt – give overblik og skabe billeder.

Danmarks krige på Tøjhusmuseet

Et sted hvor citater også bruges godt er i Tøjhusmuseets nye permanente udstilling Danmarks krige.

Mine forventninger til udstillingen var høje efter Tøjhusmuseets seneste særudstilling om Afghanistan, og jeg synes desværre ikke, at nogle af de gode ideer om iscenesættelse, engagement og personlig fortælling som var i Afghanistan-udstillingen blev bragt med over i den nye permanente udstilling, men oversigt- og temateksterne i Danmarks krige er rigtigt godt og kort skåret. Mange steder bruges citater aktivt til at fange gæstens opmærksomhed og være krogen som åbner op for fortællingen – som f.eks. Christian 4s bramfrie svar: “Du skulle skamme dig, du gamle nar” til den svanske konge Karl 9, da han under Kalmarkrigen foreslår, at krigens skulle afgøres med en tvekamp mellem de to monarker.

Et anden greb udstillingen bruger er de små skærme, hvor museets inspektører kort og klart fortæller om den udvalgte krig. Der er mange skærme i udstillingen og desværre var mange af dem rigtigt træge at bruge den dag jeg besøgte museet. Personligt synes jeg ikke, at skærmene med oplysninger om de enkelte genstande ved montrerne var den bedste måde at bruge mediet på, men skærmene med inspektørernes små fortællinger fungerede og leverede engageret formidling.

GeoCenter Møns Klint

En anden dansk udstilling, der på en helt anden måde bruger den personlige fortælling gennem film er GeoCenter Møns Klint. I et af rummene møder man den unge og den gamle klint i form af en filminstallation med skuespillerne Holger Juul Hansen og Mille Lehfeldt.

Efter mange rum med en mere science-center-baserede formidling er det et fint poetisk indslag, hvor de to skuespiller dygtigt får lidt følelse og humor ind i fortællingen og samtidigt formidler, at ingen klint holder evigt.

Museum of Liverpool

Flere museer i England bruger også citatet og den personlige fortælling med stor dygtighed. Et af de steder hvor jeg har set det udført med stor variation og klar konsekvens er på det relativt nyåbnede Museum of Liverpool.

Museer bruger citater rigtigt mange steder – både som overskrifter og som citatvægge, der er med til at underbygge museets hovedpointe: at stedet er the Liverpudlians museum; det er et sted om menneskerne i Liverpool og det er deres håb, drømmer og virke, der beskrives.

Museet benytter også den personlige fortælling i en række filmiske portrætter. Det mest spektakulære af disse er i biografen Kicking and Screaming – Football Show. Kicking and Screaming er et rum i Wondrous Place, den afdelingen af museet, der handler om fritid og byens indbyggeres interesserer og passioner. I biografen er der film på alle væggene så det bliver en mere rummelig oplevelse end i den traditionelle museumsbiograf. I den knap 20 min lange fortælling følger man to knægte, der henholdsvis er Everton og Liverpool F.C. fan. De optræder til forskellige tider og filmen fortæller både generel Liverpool/Englands historie og formidler samtidig passionen hos fans’ne. Andre steder er der mindre skærme med personlige fortællinger. De er passet ind i udstillingens scenografi og gennem dem giver skuespillere indblik i livsvilkår og fortællinger om byens forskellige perioder og steder.

Et sted er i museets afdeling The Great Port, hvor der er skærme med bl.a Frelsens Hær officeren Jack, kantinedamen Marie og den arbejdsløse havearbejder Edward, der hver i sær giver deres version af livet og fristelserne ved byens store havn. Der er også en række skærme med interview af borgere i byen og ved en af installationerne er der også opfordringer til at borgere i Liverpool selv kan sende historier ind til at blive vist i udstillingen.

Fakta eller fiktion

Er der ikke en forskel mellem om det er citater og interview med autentiske personer eller om der er skuespillere, der fremstiller en af museet skabt person/situation? Både og. Med historiefagets koryfæer som Erslev, Arup og brødrene Wiebull in mente, er et udsagt ikke nødvendigvis sandt, fordi en der var til stede ved begivenheden er ophavsmanden til udsagnet. En sammensætning af forskellige kilder og observationer kan nogle gange give en mere plausibel version af virkeligheden. Men museumsformidling handler ikke kun om hvorvidt udsagnet er rigtigt, men også om, at museets gæster tror på udsagnet. Der kan citatet og interviewet have den fordel af det umiddelbart har en høj troværdighed. En skabt fremstilling – som personerne i The Great Port – har ikke nødvendigvis ikke samme troværdighed og her gælder det så om for museet at fremstille figuren og fortællingen så godt og troværdig, så modtageren godtager historien. Når det lykkedes er det rigtig godt og relevant historieformidling. Gennem den arbejdsløse havnearbejder Edward får gæsten et godt indblik i engelsk socialt historie i 1920’erne – et emne som nok kunne formidles gennem meget tekst og billeder, men som de færreste ikke ville have stoppet op ved, hvis der ikke på samme måde var arbejdet med formen. Det vigtige for Museum of Liverpool er, at den besøgende tror på at fremstillingen er plausibel. Jeg troede på den.

IWM North

Et andet nyere engelsk museum, som har fået international bevågenhed er IWM North, Imperial War Museums afdeling i Manchester, der i 2002 åbnede i en bygning tegnet af Daniel Libeskind.

Museet er særligt kendt sit audiovisuelle show Big Picture, der med 60 projektorer bruger alle væggene i museets store sat til at give en samlet fortælling. Da jeg besøgte IWM North i vinters var fortællingen om børn og krig, og dens massive visuelle udtryk gik lige i hjertekulen både hos de voksne og de børn jeg fulgtes med. I Big Picture bruger museet citater og portrætter og det er med til, at krigens skæbner kommer tæt på. Citater er i det hele taget meget brugt på museet. De bruges markant i udstillingen som overskrifter eller i stort format, både for at give menige soldater en stemme, men også til at vække erindringer som f.eks. Vietnam-protest sloganet ”Make Love not War”.

Cabinet War Room /Churchill Museum

Et sidste engelsk museum jeg vil nævne er Cabinet War Room /Churchill Museum. Dette er museum bestemt et besøg værd i sin kombination af, at det er et site-museum med en politisk vægtig historie og så at det engagere sine besøgende gennem interaktive tiltag og engagerede fortællinger.

I overgangen mellem den stedspecifikke Cabinet War Room (de steder, hvor selve Cabinet War Room var, samt andre lokaler tilknyttet dette) og så Churchill Museum, den del af komplekset, der er dedikeret til den tidligere premierminister, er der et rum, hvor de besøgende møder en række personer, der havde sin gang i lokalerne under krigen. Der vises genstande og fortælles små historier, men hele tiden med udgangspunkt i de portrætterede personer. På skærme i gangen møder man dem, hvor de i korte indslag på 10-20 sek. fortæller stemningsgivende historier. Dette rum er med til at befolke hele komplekset og også give stemmer til andre end Winston Churchill, der i de følgende rum bliver udstillingens centrale omdrejningspunkt.

Historier fra nogen

Formidlingen af disse historier om krige, geologiske naturfænomen, handel og almindelige mennesker liv kunne have været fortalt på mange måder, men ved at bruge citater og personlige fortællinger bliver historierne mere engagerede og vedkommende. Det bliver ikke kun formidling om noget, men også fra nogen.