Time Shelter – på opdagelse i brugen af tid

Her på årets sidste dag vil jeg gerne komme med en boganbefaling. Bogen er ikke en fagbog om museer eller formidling. Grunden til at den alligevel finder vej ind i denne museumsblogs spalter er fordi, at det er en godt skåret og læseværdig refleksion om tid og om præsentationen og brugen af historie. Og så indeholder bogen også en henvisning til et museumsprojekt, som jeg holder meget af: Den Gamle Bys formidling og arrangementer for ældre, der er ramt af demens.

Og så er det heller ikke hvilken som helst bog, men Georgi Gospodinovs roman ”Time Shelter”, der var vinderen af The International Booker Prize i 2023.

I bogen møder forfatteren i slutningen af 1980’erne til et litterært seminar den distingverede og lidt mystiske Gaustine og bliver fascineret af hans syn på og brug af tid og historie. Forfatteren bliver assistent for Gaustine og sammen etablerer de i Schweiz en klinik, hvor folk kan besøge forskellige tidsperioder og komme tilbage til tider, der har betydet noget for dem eller som de tror har betydet noget for dem. Og det hele bliver så baggrunden for en række refleksioner i bogen om fortidens brug og kraft.

”Things get more complicated depending on which past you wanted delivered to you. … did you want to live out that past which have been denied to you? … The past is not just that which happened to you. Sometimes it is that which you just imagine.” (p. 47)

Klinikken bliver en succes og bogen beskriver rørende både forfatterens egen forhold til oplevet tid og nogle af de skæbner og dilemmaer der udspiller sig i disse Time Shelters. F.eks. “N” der har mistet sin hukommelse, men som kan genleve sit liv gennem ”A” den engang havde som opgave at aflytte ”N”, dengang han var en af systemets fjender i det kommuniststyrede Bulgarien. Og dermed udvikler “N” og “A” en fælles historie og personlig forbindelse gennem en fortid, de ikke bryder sig om – men deres fælles brug af den gør, at den tid bliver meningsfyldt indhold for dem.

Undervejs i arbejdet med deres Time Shelter klinikker, som der bliver flere af, aflægger forfatteren også et besøg på et museum i Aarhus, der blandt andet taget folk tilbage til 1974 og arbejder med ældre som ikke husker mere. Bogen indeholder dermed fine omend let fiktionaliserede beskrivelser af Den Gamle By.

“it was more than a museum now and I told him [Gaustine] in detail about the houses from different eras, about the apartment from 1974, about several more rooms that Lotte has shown me, preserved just as they has been when inhabited by ordinary families, with their stories, albums, suitcases, clothes hangers, bread boxes, vase of fake flowers on the fridge.” (p. 85)

Hovedpersonens fortælling om turen på museet i Aarhus er i bogen med til at få Gaustine til at indse, at det ikke er nok lige som på museet at være i fortiden i et par timer, men det skal være muligt at flytte tilbage til et bestemt år eller en bestemt periode. Og senere opstår den tanke, at denne tidsforflyttelse skal udvides til hele samfund.

Georgi Gospodinov blev født i Bulgarien i 1968 og hans egne erfaringer fra en østblok, men en grad af udlevelse af Orwells Big Brother tankepoliti med forsøg på at kontrollere historiesynet kan fornemmes i bogen, der også citere den gamle østblok-joke: “the future is certain, it’s only the past that keeps changing”. I bogen bliver politikere interesseret i Gautines projekt, Med dystopiske undertoner bliver der i forskellige nation vedtaget at føre landene tilbage til bestemte årtier og indrette samfundet efter det. Kampen om historien begynder, og vores hovedperson følger skælvende med i, hvordan at Time Shelter tankegangen spredes sig i Europa og kynisk udnyttes af nogle.

Når man læser denne del af bogen, er man glad for ikke at levet under styre, der har som mål at ville turn-back-time, men man kan ikke undgå selv at trække paralleller til nogle at de kultureksistentielle politiske projekter, der ses i dag med Brexit og Make Amerika Great again, og som politologer og sociologer som Francis Fukuyama og Andreas Reckwitz skarpt analyses og beskriver – men desværre ikke ud fra fiktivt materiale (f.eks. i Fukuyama 2018 og Reckwitz 2019).

Gospodinov kommer også ind på drivkræfter til at bruge og gå tilbage i historien. Når enkeltpersoner vil mindes og tilbage i tid er opfattelsen, at der er mod glade minder, men i bogen er der refleksioner om, at glæde i forhold til nationer og at styre folkestemninger ikke kan bruges til så meget:

”The idea that nations and homelands seek happiness is an enormous illusion and self-deception … Happiness is as perishable as milk left out in the sun, as a fly in winter and a crocus in early spring. Its backbone is as fragile as a seahorse’s … Swords are not forges from happiness …  You can’t summon legions under the banner of happiness … Indeed, no country wanted to part with its unhappiness, the wine that has been aging nicely in the cellar, where it was always on hand if needed. The strategic national stockpile of unhappiness.” (p. 220-221)

Under mit historiestudium tilbage i 1990’erne og løbende i mit virke som historiker og museumsansat har brugen af historie været en hovedinteresse for mig. Ikke så meget det som der engang skete, men mere hvordan de begivenheder og tanker igen og igen bliver brugt på ny. Og hvordan vi til forskellige tider bruger historie til at argumentere for vores fremtid og skabe rammer for forståelsen af, hvor vi er i dag. En af mine historiebevidstheds-teoretiske forbilleder professor Jörn Rüsen beskriver denne afhængighed og forbindelse mellem det fortidige og nutidige med billedet: “Geschichtsbewusstsein ist diesem Zusammenhang verpflichtet; es ist der Balanceakt des Menschen auf dem Drahtseil der Zeit, das zwischen dem „Nicht mehr“ und dem „Noch nicht“ ausgespannt ist und auf dem sich konkretes und reales menschliches Leben vollzieht” (Rüsen 1994: 7). [Den historiske bevidsthed er forpligtet på denne sammenhæng; den er menneskets balancegang på tidens line, som er spændt ud mellem “ikke længere” og “endnu ikke”, og hvor det konkrete og virkelige menneskeliv udspiller sig.]

Jeg vil ikke betegne Gospodinovs Time Shelter bog som en page-tuner (jeg var med mange pauser undervejs måneder om at læse den), men det er en god bog og et fascinerende tankeeksperiment om, hvad der sker med det konkrete liv, når man forsøger at slå knuder og lave cirkelslutninger på denne tidens line, og hvilke forhandlinger der skal til for at vælge den fortid man så ønsker at leve i.

Meget mere kan siges om bogen, men det vil jeg holde mig fra og i stedet bare anbefale, at I selv læser den. Og så vil jeg glæde mig over, at vi i morgen byder et nyt år velkommen og ikke et tidligere af slagsen, hvilke jo godt kunne have været det som udspillede sig, hvis vi var i Gospodinovs Time Shelter univers.

Godt nytår.

Henvisninger:

Gospodinov, Georgi: Time Shelter (oversat til engelsk af Angela Rodel). London: Orion Publishing Co. 2023.

–

Fukuyama, Francis. 2018. Identity : The demand for dignity and the politics of resentment. New York: Farrar, Straus and Giroux. 2018.

Reckwitz, Andreas. Das  Ende der Illusionen : Politik, Ökonomie und Kultur in der Spätmoderne . Berlin: Suhrkamp. 2019

Rüsen, Jörn. Historische Orientierung. Über die Arbeit des Geschichtsbewusstseins, sich in die Zeit zurechtzufinden. Böhlau. 1994.