Studietur til Haus des Geschichte, Lippische Landesmuseum og frilandsmuseerne i Kommern, Detmold og am Kiekeberg

Dette indlæg handler om en række museer i de tyske delstater Nordrhein-Westfalen og Niedersachsen. Men før der kommer en gennemgang af museumsbesøgene, vil jeg slå et slag for vigtigheden af at tage på studieture, hvor mange forskellige af organisationens faste medarbejdere kan deltage. Og gerne så mange som muligt. Det er en af de måder, hvor både nye ideer og fælles forandringer og mål kan skabes i en organisation. Den amerikanske psykolog Karl E. Weick bruger i hans bøger og artikler om organisationer og ledelse begrebet sensemaking / meningsskabelse. Det vil sige de processer som gør, at vi skaber meningen i de kollektive processer, som arbejdsfællesskaber på den ene eller anden måde er.

Ifølge Weick er meningsskabelse altid en social proces, en løbende proces og noget, som sker gennem handlinger ved at vi bagefter ser på de handling, der er gjort og skaber meningen. Der er når vi handler sammen, at vi lærer og retrospektivt kan se en fælles mening og få en fælles forståelse.

I mange år har Den Gamle By haft har store fælles studieture, hvor alle fastansatte blev indbudt til at deltage. Disse ture spares der op til og sker med nogle års mellemrum, og som jeg oplever dem, er de med til at understøtte en form for fælles meningsskabelse på museet. Nyansatte, som gamle i gårde, folk i ledelsen og folk i mange forskellige funktioner, som f.eks. regnskab, rengøring, bygningsvedligehold, undervisning, udstillingsopbygning og kommunikation oplever sammen og drøfter sammen hvad museer er, kan være (og helst ikke skulle være).

Vi tog afsted i to hold, så der var nogle hjemme og passe Den Gamle By, og i år gik turen til Tyskland. På en forlænget weekend fik vi set tre frilandsmuseer + et par museer mere.

Her følger beskrivelse af turens museer. Ikke alt var bestemt lige god, men det hele var lærerigt og var med til at starte gode diskussioner om, hvad vi oplevede, hvad vi selv gør på vores arbejdsplads – og hvad vi evt. kan gøre anderledes i fremtiden.

Freilichtmuseum Kommern

Freilichtmuseum Kommerns hjemmeside har denne næsten poetiske omtale af museet: ”Nur ein paar Schritte sind es vom dörflichen Alltag bis in die jüngere Vergangenheit”. Og det er der en sandhed i, bortset fra af “et par skridt” skal tages med et gran salt. Det er et afstandsmæssigt ret stort museum inddelt i fem afsnit med skov imellem sig. De har dog ret i, at de både dækker en ældre 1500-1800 tals tid og en nyere 1940-1990 tid.

Fire af afdelingerne, Westerwald Mittelrhein, Eifel – Vorland, Niederrhein og Bergisches Lande om forskellige geografiske dele i området, som museet dækker, er den ældre del, og er begunstiget med mange lækre bindingsværkbygninger og også flere ok haver omkring husene.

En satsning for museet i de sidste 15 år har været nyere tid. Da vi blev mødt på museet af deres direktør Dr. Carsten Vorwig beskrev han, at fortællingerne i deres efterkrigsdel af museet, Markplatz Rheinland først og fremmest bygger på og bruger erindringer hos folk, der stadig lever. Et af museets store årlige arrangementer er Zietblende, en weekendfestival i august med fokus på året for 50 år siden, hvor deltagerne til festivalen så kommer i biler, campingvogne og udstyr fra 60’erne og 70’erne. De besøgendes erindring og tolkning af denne yngre Vergangenheit er en vigtig del af oplevelsen. Og den som deltager med deres egen historier, beklædning, køretøjer m.v. er i høj grad en del af oplevelsen for de andre besøgende.

Det var ikke Zeitblende, da vi besøgte frilandsmuseet i Kommern, men i værtshuset Watteler og i 60’er bungalowen flyttet fra landsbyen Stommelerbusch var der interiør man kunne leve sig ind i. Men husene og dets udstillinger kunne godt have været mere imødekommende. I bungalowen var interiørerne snarere end en gengivelse af levet liv indrettet som en udstilling, hvor genstandene var on display.

Alle de orange køkkenredskaber var lagt frem på køkkenbordet i stedet for at vise en realistisk situation. I værtshuset var stueplan et godt interiør, mens 1. salen var store planchetekster om erindringer fra værtshuset og lidt værtshus-kulturhistorie. Meget teksttungt og grundigt fortalt, desværre så grundigt så stemningen helt manglede sammen med en umiddelbar lyst til at engagere sig i historien.

De to steder på frilandsmuseet, hvor jeg for alvor blev rørt skete det på grund af alvoren i fortællingerne. Det ene var i en barak fra den lille by Opherten, der var blevet brugt til at huse flygtninge. Det blev fortalt om jugoslaviske flygtning og også om en af barakkens sidste beboeren, den iranske flygtning Kawa Abba og hans historie.

Og den anden fortælling som greb mig i Markplatz Rheinland var de to udstillede Nissenhütte. Nissehütten er barakker den britiske hær kom med, og som i 1945 blev brugt til at genhuse tyskere, der havde mistet deres hjem. Nogle af disse barakker blev efter 1945 flyttet til Rhienland for at blive tilbudt til flygtninge fra Østpreussen, hvis de ville tage job i området, blandt andet i kulindustrien. Det var en god aktør i en af husene, som fortalte om barakkernes historie og om en af husets beboere Giselda Schmidt. Giselda var i 90’erne og demens, da museet mødte hende, men med hjælp af fotografier og ved at spille med på, at de også havde oplevet tiden efter krigen levde Giselda Schmidt op og delte flere og flere af hende erindringer fra da hun fra 1946 til 1953 boede i en Nissehütten med hendes mand, barn og to andre.

En stor overraskelse for mig på museet, var deres udstilling Die Rheinländer, om områdets historie fra Napoleonskrigene og frem til efterkrigstiden. Udstilling var i en hal og lavet som om, at man gik i gader og så ind i husene. Og de huse og gaden var fyldt med dukker – mange dukker. Et forsigtigt bud er at der er 300 legemsstore dukker i udstillingen. Små skærme inde i husene fortalte historien, men jeg må indrømme, at jeg blev for forundret over dette dukke-galore til for alvor at sætte mig ind i historien. Dukker er en god måde at illustrere og fange opmærksomhed, men her var der bare så mange så det blev grotesk + at flere af dem også så lidt groteske ud. Det er bestemt ikke en udstilling for personer, som synes dukker kan virke lidt creepy.

Freilichtmuseum Deltmold

Freilichtmuseum Deltmold blev grundlagt for at vise særligt spændende historiske bygninger fra delstaten Westfalen-Lippe. Og der var bestemt også lækre bygning og ganz besonderes Fachwerk.

Museumsinspektør Gefion Apel viste os rundt, og fortalte om den ændring der have været på museet de seneste år, fra at fortælle om bygningernes historie til at fortælle historier om personer i bygningerne. Som en illustration af dette viste hun os fattighuset fra Rinkerode. Huset blev flyttet museet for at bruges som en administrationsbygning, da det jo “ikke var noget særligt hus” rent bygningsmæssigt. Social havde det som fattighus også været lav status. Men det havde jo derfor også en spændende historie, og museet begyndte at forsket i hvem beboerne havde været. Takket være ønske om kontrol over og administration af de fattige viste der sig at være righoldige kilder til at få viden om beboerne, og derefter til at kunne formidle historien om disse fattige kvinder, der trods deres forarmethed, var fundet agtværdige nok til at få tilbudt et kammer + et rugbrød om ugen og en skinke om måneden!

Formidling af de fattige kvinder var efter min mening gjort gennem nogle noget hårde moderne interventioner. Det var bevist fremmedelementer, der ikke arbejdede med stemningen i huset, snarere tværtimod. Det var i hele tager noget jeg så flere stedet på museet, bl.a. også i et hus i fra Overhausen Paderborner, som formidler en historie fra mellemkrigstiden om den jødiske familie Uhlmann, der var husets tidligere beboer. Igen en spændende historie, men desværre formidlet uden at arbejde med den stemning huset og husets interiør kan have.

Den lidt hårde formidlingsintervention blev også brug på de aktivitetsstationer, der var rundt omkring op museet og ved den ellers fine og stemningsfulde 1950’er tankstation, som lå lidt ensomt i udkanten af museet.

Frielichtmuseum am Kiekeberg

Den søndag, hvor vi besøgte Frielichtmuseum am Kiekeberg var der traktortræf med ca. 300 køretøjer. Der blev stolt vist traktorer frem, der var marked med pølser og boder med værktøj og ældre bøger og pjecer om traktorer, og der blev pløjet med ældre maskiner. Og som en ekstra treat blev der i den weekend også savet med historiske motorsave.

Det var private personer, som kom med deres køretøjer og motorsave og det illustrerede meget godt den folkelige opbagning som direktør Steffen Zimmermann fremhævede, da han præsentation museet for os. Med ca. 40.000 medlemmer har dette relativt set mindre museum syd for Hamborg en af Tysklands største museumsforeninger, og så har de også 350 frivillige til at afvikle arrangementer som i denne weekend. Deres sociale og folkelige engagement ses også ved, at de helt tilbage i 80’erne ansatte og lavede programmer for personer med fysiske eller psykiske handicap. I dag har de 55 ansatte, hvor der tages hensyn til disse personers særlige vilkår.

Frilandsmuseumsdelen har fokus på det landlige i lokalområdet Landskries Hamburg, men har i også nyåbnet en del om Tyskland i efterkrigstiden med huse og interiør fra bymiljøer. Her var det blandt andet en fotobutik, en slagter, en tandlæge og et apotek. Genkendelsen var det utvivlsom for mange, men alt var stort set under glas og det virkede ikke som om, at der var tænkt, at aktører kunne indgå i formidlingen og levendegøre husene.

Museet havde ligesom Den Gamle By og en række andre frilandsmuseer også flere genstands- og temaudstillinger. At der var fokus på traktorer i den weekend inklusivt marked med traktorblade og børne-traktor-aktiviteter hang godt sammen med museets udstillingshus Agrarium. Det udstilles der mejetærskere og traktorer foruden der er udstillinger om blandt andet såsæd og afgrøder.

Derudover havde museet en fin og ikke mindst aktiverende håndværksudstilling og der var et ok legetøjsmuseum, hvilke jo ellers er en vanskelig genre at mestre.

I legetøjsudstillingen var zoner, hvor der kunne leges, der var eksempler på Legetøjsbutikker og der blev vist legetøj fra mange perioder, så der var genkendeligt for mange generationer i legetøjet. Det var samtidig heller ikke kun erindring og nostalgi, men også om legetyper og udstillingen kom også ind på etiske aspekter. Der blev italesat, at etniske stereotyper også er den del af legetøjets historie og blev brugt af blandt andet Disney og Playmobil. I udstillingen var muligt at vælge at se figurerne, men ikke uden først at være bekendt med problematikken.

Ved Disney figuren Lille Hiawatha blev der f.eks påpeget at figurens stereotypiske “ælde vilde” fremstilling viste hvordan Disney dengang så på og fremstillede indfødte amerikanere, og spørger så gæsterne om de har set samtidige film eller serier om Native Americans og hvordan de så nu bliver vist?

Udover de tre frilandsmuseer besøgte jeg på turen også to andre museet. Det stort tænkte Haus des Geschichte i Bonn og det noget mere ydmyge Landesmuseum Lippe i Detmold.

Haus des Geschichte i Bonn

Haus des Geschichte er et ambitiøst museum om Tysklands historie. Det blev etableret under Helmuth Kohls regering i 1987, som det første nationale museum i Vesttyskland, og havde et sigte om at fortælle om den nyeste tyske historie og om de demokratiske værdier som Vesttyskland byggede på. Museet åbnede først i 1994 og det i et Tyskland, der ikke længere bestod af Øst og Vest. I 2017 blev museet udvidet og er i de seneste er fortællingerne og pladsen disponeret, så også den nyeste historie med Wir-schaffen-das-flygtningekrisen er med i basisudstilling.

Museet er godt disponeret og iscenesat. Og så har de utroligt stærke genstande som f.eks arkivkasser med de originale sedler over forsvundne børn og voksne efter 2. verdenskrig, den erklæring RAF satte op på universitetet i hvor, de proklamerede at terror og politiske mord var i vente og en af de både som syriske flygtninge det endte i Tyskland sejlede over Middelhavet med.

Og så har de også bare nogle lækre genstande som for eksempel feltmarskal Montgomerys baret og Elvis’ soldatersæk, når man nu skulle begynde udstillingen med slutningen af 2. verdenskrig og nævne de amerikanske baser i Vesttyskland.

Da museets samlingsansvarlige Dr. Manfred Wichmann introducerede os til museet, fremhævede han, at de på museet arbejder på at fortælle om almindelige folks historie. Som en der kommer fra et frilandsmuseum der er specialiseret den genre synes jeg nok, at det var noget museet kunne gøre bedre. Jo, der er mange genstande på museet som må vække være meget erindringer om levet liv de sidste 70 år og der er enkelte mere rumlige elementer, som en cafedisk og en grænsekontrolpost mellem Øst- og Vesttyskland, der kan få en til at føle sig midt i historien.

Men først og fremmest formidler Haus des Geschichte politisk historie og statens historie mere end de fortæller om personer historie. Til gengæld gør de det rigtigt godt. Jeg havde hørt gode ting om museet, men blev oprigtigt overrasket over, hvor godt det fungerede. Jeg kan kun varmt anbefale det.

Hvis man vil se det i den nuværende form, skal man til at planlægge turen. På trods af, at det er godt og populært, og at museet har 800.000 besøgende om året, så skal der nu laves en helt ny basisudstillingen. Som Dr. Manfred Wichmann forklarede, så vil museet vil gerne være aktuelle og mangler plads og muligheden for at kunne være det. Og så har det også som mål i endnu højere grad at fortælle hele Tysklands historie, både den østtyske og den vesttyske.

Planen er at museet lukker i efteråret 2024 og så genåbner igen 15 måneder senere. Og stadig med den overordnede ide at fortælle om Tyskland efter 1945 og et ønske om at fremme demokrati og frihed.

Lippische Landesmuseum

Et sidste museum jeg fik set på turen, var Lippische Landesmuseum. Museet var ikke del af den officielle studietur, men da der var tid til det en eftermiddag i Detmold var vi nogle stykker som tog forbi.

Museet har en arkæologisk del jeg ikke så, en ældre del med en traditionel opsat og bred fortælling om levevis og historie i området. Der fortalte de blandt gennem mange portrætter historien om prinsesse Pauline af Lippe, den i folkebevidstheden gode regent for fyrstedømmet Lippe, der i en lang periode regerede landet for hendes mindreårige søn. Og i den afdeling var også en stor og righoldig dragtsamling.

Det som for mig var museets scoop var en fast udstilling om Herman og Tusnelda myten. Herman, også kendt som Alarius var den germanske prins, der i år 7 besejrede romeren Varus’ tre legioner nord for Rhinen. Ifølge romerske kilder i området ved Lippe / Detmold og derfor en historisk figur, der de sidste 200 år har haft en særlig betydning for området. Alarius/Herman havde gjort karriere i den romerske hær og kendte til den taktik hæren benyttede, hvilke han så brugte mod dem. Tre legionerne blev udslette, hvilke var et hård slag for romernes mulige ønske om at udvide mod nord. Det var kampe i årene efter, og der blev Hermans kone Tusnelda taget til fange, og blev fremvist ved en sejrstriumf i Rom sammen med hendes lille barn. Så vidt med historien, der i forskellige brudstykker kendes fra romerske kilder som Vellius Paterculus, Florus og Tacitus. Det blev en fortællingen som senere blev taget op, når forskelle til Rom skulle markeres eller en tysk germansk identitet skulle findes. I første runde i forbindelse med reformationen og så i den grad i løbet af 1800-tallet.

Der blev lavet lieder, malerier, skulpturer og et gigantisk Herman demkmal blev planlagt til at knejse på en bakke ved Detmold. Den 53 meter høje statue af Herman blev indviet i 1875. Senere kunne historie om Herman så bruges i mobiliseringen ved 1. verdenskrig, af nazisterne og i dag af alskens kommercielle produkter, som f.eks. ølmærker, sparekasser, supermarkeder og citybranding. Udstillingen på Lippische Landesmuseum viser denne brede kunstneriske og populærkulturelle brug af Herman og Tusmelda, og den er et fint eksempel på, at fortællingen om brugen af historien kan være lige så spændende at undersøge og formidle som selve historien.

Turen til Tyskland gav god inspiration. Det var spændende at se museerne, og særligt inspirerende at gøre det sammen med mange forskellige kollegaer.

Jeg nød at se haver med en af museets gartnere, murværk med en af murerne, loftkonstruktioner med tømrerne, diskutere gæsteflov med kollegaer fra butikken og fra Mad og Drikke, at vende udstillingsopbygninger og formidlingsgreb med udstillingsafdelingen og nogle af de andre museumsinspektører – og så generelt at vende med alle på turen. om vi kunne blive inspireret af noget af det, som vi så.

Her er blandt andet noget af det jeg tog med:
På Freilichtmuseum Kommern og Haus des Geschichte blev der vist styrken ved at inddrage store historier om udviklingen i verden i dag.
Lippische Landesmuseum viste, at fortolkningen af historie også er spændende og relevant historie og i Kiekeberg blev jeg overrasker over metoder til at komme ind på det problematisk brug af stereotyper på en måde, hvor de fremstillinger også blev enkelt vist og diskuterer.
Frilandsmuseerne i Deltmold og Kommern viste styrken ved at forske og formidle enkelte personers liv og så folde historien ud fra det.
Frilandsmuseet i am Kiekenberg og Kommern viste styrken ved at invitere grupper ind og lade deres entusiasme blive en del af formidlingen. Og alle tre frilandsmuseer viste, hvordan det er godt at kunne formidle på mange forskellige måder og have mange forskellige typer udstillinger. For mig stritter det ikke, men giver bare en variation man kan shoppe i og få nye indtryk af. Til gengæld var jeg ikke imponere af det modernistiske imperativ, som tyske frilandsmuseer tilsyneladende lider under, hvor tekster og formidlingselementer helst skal falde i meget øjnene og virke bevidst nye.

Man lærer altid noget ved at besøge andre museer, men man kan lærer mere ved at have nogle at vende observationerne med, og undervejs at teste egne tanker om formidling og organisering af museet. Ved at opleve sammen skabes den fælles sensemaking som Karl E. Wreick pointere, som et centralt element i organisationers udvikling.

Henvisninger:

Weick, K. (1995). Sensemaking in Organisations. London: Sage.

Weick, K., Sutcliffe, K. M., & Obstfeld, D. (2005). Organizing and the process of sensemaking. Organization Science, 16(4): 409–421.

Freilichtmuseum Kommern
https://kommern.lvr.de/de/startseite/startseite.html

Freilichtmuseum Deltmold
https://www.lwl-freilichtmuseum-detmold.de/de/

Frielichtmuseum am Kiekeberg
https://www.kiekeberg-museum.de/

Haus des Geschichte
https://www.hdg.de/haus-der-geschichte

Lippische Landesmuseum
https://lippisches-landesmuseum.de/