2019 in review
Tak for 2019 og tak til alle jer, som har fulgt Martins Museumsblog.

I 2019 blev Martins Museumsblog besøgt 7.193 gange. Der blev publiceret 13 indlæg, og der kom læsere fra 60 lande til bloggen, primært besøg fra Danmark (5.860), og derudover flest besøg fra USA (464), Sverige (143), Tyskland (125) og Norge (105).
De fem mest besøgte indlæg i 2019 var
Charlotte S H Jensen in memoriam fra juli 2019, Ved at løfte i bunden løfter man bredt – mindeord til Anki van Dassen fra november 2019, Museum Østjylland i Grenå – og tanker om entre på museer fra februar 2019, John H. Falk, Lynn D. Dierking og museumsoplevelsen fra november 2017 og Hvad er et museum? – diskussionen om en ny definition fra september 2019.

To af disse populære indlæg var tekster som jeg var glade for at jeg fik taget mig sammen til at skrive, men som samtidig var to indlæg, som jeg inderligt ønskede, ikke skulle skives. Det var mindeordene for to danske museumsfolk, der døde alt for tidligt: Charlotte S. H. Jensen fra Nationalmuseet og min kollega fra Den Gamle By Anki van Dassen. På hver deres felt var de inspiratorer, og de delte begge generøst ud af deres viden og erfaringer. De er savnet og er værd at blive mindet, og de mange der læste og delte de to indlæg får mig til at tro, at det ikke kun er mig, der har det sådan.
Ellers var der i 2019 indlæg om publikumsundersøgelser, fri entre, ikke brugeres brug af museer, formidling til grupper, museumsforskning og brugen af film og lyd på museer og indlæggende var blandt andet skrevet ud fra observationer gjort i forbindelse med besøg på Museum Østjylland i Grenå, Vadehavscenteret, Moesgaard Museum og de to berlinske museer Mauermuseum – Museum Haus am Checkpoint Charlie og Trabi Museum.

To af årets indlæg havde fundet inspiration uden for museerne på henholdsvis Roskilde Festival og i Aarhus Teaters iscenesættelse af Svend Åge Madsens roman Se dagens lys.
Derudover var der også et indlæg om kulturpolitik i valgkampen og museernes tiltag i forbindelse med folketingsvalget i juni, og der var et indlæg omkring diskussionen af ICOMs forslag til en ny museumsdefinition.

Tak til alle som læser med; sammen med mig selv og mine kollegaer er det jer som indlæggene er til for.
Kære Martin – Tusind tak for dine mange relevante blogindlæg. Det er utrolig værdifuldt for mit arbejde i museumsfagene, at du bearbejder og tager stilling til formidling og museums forhold fra ind og udland. Jeg håber du fortsætter i 2020 med at dele dine oplevelser og observation fra museerne. Med venlige hilsner Ane Jepsen