DDR Museum i Berlin – interaktive udstillinger om livet i DDR

Ved siden af Museumsinsel med stedets pompøse museer ligger det privatdrevne DDR Museum. Det reklamerer med at være det mest interaktive museum i Tyskland og det kan faktisk godt være. Museet er et fint eksempel på, at interaktivitet ikke kun er for børn, men godt kan doseres og tilrettelægges så det intuitivt tiltaler flere målgrupper og sømløst understøtter de overordnede historier i museet.

Med en grundighed der kunne synes vel tysk er der piktogrammer ved hver station om hvilken interaktivitet, der er på spil, men det gode er, at det slet ikke behøves at blive forklaret. Gæsterne kaster sig som det første over Trabi’en, der også kan ses gennem vinduet af dem, der promenere udenfor museet langs Spreefloden.

Hurtigt finder gæsterne også ud af, at håndtagene i udstllingselementerne, holdt i et øst-alike-industridesignstil, kan åbnes, og at der bag dem er flere historier og tøj, blade og andre genstande, som godt må berøres. Et eksempel på dette formidlingsgreb er et lille set up om børnekultur i Østtyskland. Der er legetøj at se på og Frie Deutsche Jugend tøj udstillet til at føle på

og når skuffen åbnes, er der lidt om DDR tegneserier, inkl. et man må bladre i.

Dagligliv i DDR

Den type installationer er der flere af, og gennem dem gives der et bredt billede af dagligdagen og hverdagslivet i DDR.

Den første del af udstillingen afsluttes i et genskabt lejlighedsafsnit med dagligstue, toilet og køkken. Der må kikkes i skufferne og vælges programmer på fjernsynet.

Nogle af skufferne viser hvordan indretningen så ud og de indeholder ofte genstande, der må berøres.

Andre skuffer har gemt en lille metahistorie, f.eks. i et overskab i køkkenet viser genstande, kort m.v. om kvindens dag den 8. marts, hvor manden, chefen og kollegaerne forventes at være ekstra opmærksomme. En fin måde i et miljø at fortælle en temahistorie på.

Staten DDR

Den sidste del af udstillingen fokuserer mere på DDR som stat og beskriver statens institutioner og den ønskede politiske kultur. I denne del af udstillingen bruges der flere touch skærme, hvor gæsterne skal forholde sig til udsagn, så det interaktive element bevares selvom, at der er færre genstande, som kan berøres.

Museumsoplevelsen afsluttes med, at man kommer ud i museets restaurant, hvor der serveres typiske DDR retter.

Ved en af skærmene i museets sidste del skal man prøve at skabe det nye socialistisk menneske ved at vælge påklædning, litteratur, accessories, emblemer, frisure, smykker med videre.

Når valgene er gjort kan man se, om man har forstået de bagvedliggende normer for den DDR-socialistiske kultur, og man får til sidst et print med hjem af sin skabte figur. Det hele er lavet i en humoristisk tone og giver gennem valgene på skærmen en god refleksion hos gæsten om DDR statens idealer.

En anden meget simpel installation fortæller om DDRs forfatning. En side af et skilt citerer en passus fra forfatningen om en bestemt borgerrettighed eller pligt og den anden side af skiltet viser gennem citat fra en lov hvordan denne rettighed skal fortolkes. Installationen er oplysende gennem sin simpelhed og så er der noget skræmmende Kammerat Napoleon ved den erkendelse som set up’et giver.

Auferstanden aus Ruinen eller …

En sidste installation jeg vil omtale er en skærm om DDRs nationalsang Auferstanden aus Ruinen und der Zukunft zugewandt. Teksten blev skrevet i 1949 af digteren Johannes R. Becher, der senere blev DDRs kulturminister. I 1970’erne blev sangens fraser Deutschland og unserm Vaterland problematiske, da de kunne have konnotationer til et fælles Tyskland, noget magthaverne ikke ønskede og det endte med at sangen kun blev spillet instrumentalt. Dette bliver ikke forklaret gennem et skilt, men ved at gæsterne ved installationen skal trykke på en stopknap, når de tror der er et problematisk ord i teksten. Og gennem deres egen handling kommer der så beskrivelsen af, hvornår deres valg var rigtigt og hvorfor.

Udstillingen er generelt holdt i en sober ikke unødigt dømmende tone, men understreger ofte absurditeterne i DDRs styre og ønsket om at lave en enhedskultur for hele folket. Min ledsager på museet var ikke en jævnlig museumsgæst og konstaterede efter et par timer i selskab med Trabant’er, Sandmännchen, muren, Erich Honecker, betonbyggeri og billigt kunststof, at det da var længe siden, han frivilligt var blevet så lang tid på et museum. En god underholdningsværdi er en forudsætning for, at museet ikke kun bliver for de udvalgte få.

Besøget på museet var ikke kun underholdning, men førte også til flere refleksioner – mere om dem og en diskussion af museets virkemidler i en kommende post i denne blog.