Brug af kunst og QR-koder på Stavanger Museum

Samarbejde med andre og måder at formidle tekst er emnet for dette indlæg. Det tager udgangspunkt i en ny ambitiøs norsk byhistorisk udstilling.

Stavanger har i år været en by i 900 år og en del af fejringen af dette er særudstillingen ”Mit Stavanger – En reise gjennom 900 år” på Stavanger Museum. Denne kulturhistoriske udstilling bruger to greb meget konsekvent: at samarbejde med samtidskunstnere og formidle gennem QR-koder. Jeg havde ønsker de havde gjort det første mere gennemtænkt og at de helt havde ladet være med det andet.

Samtidskunst som scenografi

Udstillingen er kronologisk opbygget med syv rum, der dækker perioder fra 1200-1300 til tiden efter 2000. Hvert rum er iscenesat af en samtidskunstner, hvilket meget glædeligt gør dem hver især unikke.

Mange af rummene er flotte og spektakulære, men de tager bare magten fra det, som der, som der blev fortalt var udstillingens formål: at formidle Stavangers historie. Det var simpelthen for få historier og for lidt overblik i den rummelige formidling. Jeg kender intet til samarbejdet mellem kunstnerne og museum, men det virker ikke som om, at der har været en større plan eller et ønske om at give et overblik og forståelse af perioderne og byens historie, men mere at de udvalgte genstande skulle virke godt, som rekvisitter i kunstnernes værker.

Den primære tekst er introduktionsplancher for hver periode. De er skåret over de samme læst, hvilke utvivlsom kunne give en tilfredsstillelse for evt. strukturglade medarbejdere i udstillingsteamet, men som jeg ikke synes er den bedste ramme at lægge ned over udstillingen. De binder formen og giver et indtryk af, at denne struktur er vigtigere end at fortælle om det særlige i de enkelte perioder.

Men der var også meget andet tekst for de særligt interesserede. Det skulle så bare tilgås via de mange QR-koder, som generøst er spredt ud over udstillingen.

QR-koder en masse

Tekst som kunne læses på egen telefon via scanning af QR-koder, er et centralt greb i den måde at viden bliver formidlet på i udstillingen. QR-koderne fører til tekster med personhistorier fra perioden, til beskrivelse af genstande som er udstillet og til andre historier fra perioden og de leder også til opslag om samtidskunstnerne tilknyttet de enkelte rum. Og det er bare alt for meget.

Lad mig illustrere det med rummet 1700-1800. Det scannede jeg troskyldig alle QR-koderne (6 stk.) og endte med at blive præsenteret for omkring 9600 tegn, svarende til 4 normalsider, eller omkring dobbelt så meget tekst som du lige nu er ved at læse dig igennem i dette opslag. Selv den mest tekstglade udstillingsproducent ville næppe hænge så meget tekst op i et enkelt udstillingsrum.

Det virker som om, at Stavanger Museum har benyttet sig af QR-koder som en mulighed for at skrive en masse tekst uden at det forstyrrer den valgte scenografi. De fører desværre til to ting

1. når teksten ikke ses, så bliver de besøgende ikke opfordret til at engagere sig i de pointer museets ansatte har brugt kræfter på at finde frem og
2. at give adgang til en masse tekst er ikke at kuratere en udstilling og at formidle godt. Det er bare at vise en masse tekst som den besøgende så selv skal bruge tid og kræfter på at sortere i.

QR-kodernes tekst kan også læses i udstillingens katalog. Der fungerer teksten ok, da jeg i kataloglæsesituationen ikke har noget imod længere tekst og sætninger skrevet som om de var skrevet til en bog. Men det bliver bare for meget, mens jeg står i en udstilling, omgivet af familiemedlemmer jeg også vil tale med, og for 1700 tals rummet vedkommende også af kunstneren Nils-Thomas Øklands opmærksomhedskrævende installationer.

Udstillingsmedarbejderens opgave er at bruge deres viden og ekspertise på at udvælge det vigtige – både i forhold til genstande og tekst – og derudover også at bruge museumsrummets styrker til at formidling og engagere de besøgende.

Besøget i “Mit Stavanger” udstillingen var godt ved, at jeg blev visuelt stimuleret (særligt af kunstneren Maiken Stene og Marit Victoria Wulff Andreassen). Det var også hyggeligt at ses med min norske familie og snakke om deres by på baggrund af udstillingen. Men udstillingen synes jeg nogle gange arbejdede imod det, ved at historierne var svære at finde – og særligt at se sammen. Og det skyldes efter min mening, at udstillingen havde grader af to typer af ansvarsfraskrivelser, som jeg mener alle som laver udstilling skal have øje for at prøve at undgå.

Det er en ansvarsfraskrivelse at overlade det til eksterne aktører (herunder kunstnere) at dominere de visuelle og auditive udtryk uden at museerne sikrer, at museets og udstillingens historier er velintegrerede i formidlingsformen.

Det er ligeledes en ansvarsfraskrivelse blot at flytte den tekstlige information til et andet medie, såsom QR-koder, for på den måde at kunne tilbyde mere tekst. Så bliver det for nemt at undgår den udfordrende, men nødvendige redaktionelle proces, som enhver formidling på et museum bør gennemgå.