Nationalmuseum Jamtli – og fjollede hjelme fra det oldnordiske

Hvad er et nationalt museum? Det diskuteres med mellemrum. Der er de statslige museer som f.eks. Nationalmuseet og SMK, Statens Museum for Kunst, som ejes staten, og så er der mange andre museer, der er selvejende institutioner, men som får midler fra staten og ofte kommuner, og som også har vigtige nationale fortællinger.

Hvad der er en national fortælling og hvordan den skal vægtes og fortælles er en løbende diskussion. Lige nu er det en problematik, som diskuteres ivrigt i forbindelse med et evt. nyt kolonimuseum. Et anden, lidt mere konkret og vigtigt element er det helt praktiske: Hvor er museets samlinger tilgængeligt henne? Hvor er der fysisk adgang til dem?

Der kan godt argumenteres for, at der er en ræson i, at samlinger er steder, hvor der bor mange – så mange der lever tæt ved museet kan besøge udstillingerne. Men som et museum med særlige nationale forpligtigelser er der også klædeligt og vigtigt, at der tænkes på, at udstillingerne ikke kun vises i hovedstaden. Kongernes Samling er ikke et statsmuseum, men har i det sidste år fået Koldinghus ind som en del af museet, så dele af deres samling, der har national betydning, nu også bliver vist i Trekantområdet.

SMK har også taget dette geografiske aspekt seriøst og har siden 2019 vist dele af deres samlinger i SMK Thy, der har lokaler i Doverodde Købmandsgård i Hurup i Thy. I marts 2021 fik museet en generøs bevilling fra A.P. Møller fonden, så en permanent filial nu kan etableres.

Nationalmuseum Jamtli

Om SMK er blevet inspireret af Sverige skal jeg ikke kunne sige, men SMKs svenske søstermuseum, Sveriges nationale galleri (der for en dansker har det lidt forvirrende navn Nationalmuseum) har gjort det samme i Sverige. I sommeren 2018 åbnede det svenske Nationalmuseum en filial i Östersund på Jamli, der et frilandsmuseum, som også er det store kulturhistoriske museum for Jämtland Härjedalen regionen.

Nationalmuseum Jamtli viser skiftende udstillinger med værker fra hovedmuseet i Stockholm. For nogle uger siden var jeg forbi Östersund og havde på Nationalmuseum Jamtli fornøjelsen af at se udstillingen Nordiska myter. For mig er det en ligeså relevant og vigtigt udstilling, som de store vikingetidssatsninger de i disse måneder er åbnet på Nationalmuseet i København og Historiske Museet i Stockholm. For denne udstilling berører noget af det helt centrale om denne periode i nordisk historie: hvordan at kunst, politik og selvforståelse i 1800-tallet tager perioden til sig og blæser den op til noget særligt, noget nordisk, noget betydningsfuldt, som så siden har hængt ved den tid i en eller anden grad.

Og mange af de store fortolkere af det nordiske kan indtil april 2021 ses i Östersund: August Malmström, Wilhelm Wallander, Constantin Hansen, Nils Andersson, Carl Larsson, Peter Nicolai Arbo m.fl.

Her får I lige et lille potpourri af ideer om hjelme fra vikingernes verden før ikonografien for alvor blev lagt fast på den hjelm med horn, som ethvert barn i dag kan tegne.
De er alle udsnit af billeder fra udstillingen Nordiska Myter.

Og I får lige tre fantasihjelme mere:

*August Malmström: Ingeborg mottager av Orvar Odd underrättelsen om Hjalmars död. 1859. Nationalmuseum. Public domain, via Wikimedia Commons*

*Carl Emil Doepler: Männer Gunthers. 1859*

*Lorens Frølich: De danske kvinders løskøbelse af Svend Tveskæg. 1877*

Disse kan dog ikke ses på Nationalmuseum Jamtli. Malmströms hjelm kan ses på hovedmuseet i Stockholm, og Doebler og Frølich i tyske og danske samlinger – og i en artikel om hornhjelmens dannelse, som jeg har skrevet, og som hvis alt går vel vil udkomme inden for et halvt år.

På Nordiska myter var der også billeder fra andre perioder end det oldnordiske – de havde de bare ikke lige så lækre hjelme på.

Som jeg før har skrevet om her på bloggen får det svenske Nationalmuseum også deres kunst og historier ud gennem at udsmykke jernbanestationer i Sverige, f.eks. Hässleholm i Skåne.

Jeg synes, at der er godt tænkt af SMK og det svenske Nationalmuseum på disse måder at få deres samlinger ud fra hovedmuseet i hovedstaden. SMK arbejde også samvittighedsfuldt med at få deres samlinger ud gennem digitalisering og samarbejde med blandt wikimedia – og måske kunne de også blive inspireret af den nordiske nabo til at se, om Banebanedanmark og DSB kunne væres interesseret i at fylde lidt kunst ind i de efterhånden funktionsnedlukkede stationer.