Tre vikingeudstillinger – den skizofrene, den systematiske og den scenograferede

Sidste år åbnede to større udstillinger om vikingetiden i henholdsvis København og Stockholm og frem til 11. september 2022 er det også muligt at se en tredje i Aarhus.

De tre udstillinger, som henholdsvis vises på Nationalmuseet, Historiska Museet og Moesgaard Museum, har tre vidt forskellige tilgange til hvordan udstillingsmediet bruges og en historie kan blive fortalt. Denne korte tour-de-force i de tre udstillinger vil ikke gå i dybden med faglig snak om indholdet, men vil mere fokusere på udstillingernes overordnede formidlingsmæssige valg.

Den skizofrene På togt i København

Når man nærmer sig Nationalmuseet i dag et år efter udstillingen åbnede, lokkes der på facaden til Prinsens Palæ stadigt med, at det er muligt at komme med vikingerne på togt.

Udstillingen vises i museets store Egmonthal og er overordnet organiseret i to dele. Del 1 med montre fyldt med mange genstande og del 2, som primært formidler gennem film.

Den første del indeholder også nogle interaktive stationer langs væggene,, som min 8 årige medbesøgende havde fin glæde af, og en afdelingen med illustrationer gjort af Jesper Ejsing af dronninger og konger, hvortil der er en række podcast man kunne lytte til, men da montrerne står relativt tæt og der er mange af dem, er der først og fremmest dem, som præger denne del af udstillingen.

Lidt inde i den mørke genstandsorienterede del kan man læse, at vikinger i dag er det ord vi bruger om folk der boede i de områder, hvor det nordiske sprog i dag tales og at ”krigere og rejsende handelsfolk skabte sig et stort ry på havet. Mange mænd og kvinder var dog først og fremmest bønder. De fleste levede et hårdt og nøjsomt liv på deres gårde.”

Denne nøgterne beskrivelse står så i stor kontrast til udstillingens anden del, hvor navnet På togt tilgengæld kommer til sin ret. Det er en filmoplevelse, hvor man i en gruppe blive ledt gennem rum, mens man i flot filmene sekvenser følger Ragner Lodbrogs søn Bjørn Jernsides eventyr.

Her er der også montre, men de fungerer mere som rumdelere eller supplement for de meget interesserede, mens man gennem en række projektioner på rummenes sejl følger den fantastiske historie om Bjørn Jernside og Hastings togt rundt i Middelhavet tilbage i 800-tallet.

Denne opdelte brug af museumsrummet gør På togt til en todelt oplevelse, og for mit vedkommen også til en lidt for opdelt oplevelse. Der er den mørke montredelen med masse af genstande, sobre tekster og skærme, hvor forskellige eksperter fortæller om tiden. Og så er der den fabulerede filmdel af udstillingen. Her er der få montre, ingen overordnede beskrivende tekst og så den flot filmede version af et togt, der gik galt.

Bjørn Jernsides togt er kendt fra arabiske kilder og fra Dodo værk fra 1000-tallet om Normannernes historie. Jeg vil her ikke kaste mig ud i en vurdering af rigtigheden af historien, men at den er fabulerende og gavtyveagtig er det ikke tvivl om, ligesom der er klare symbolske lag i den ved, at de sejler rundt i Middelhavet i årevis uden at kunne finde Rom. Denne manglende orienteringssans fra disse 800-tals sømænd, der var kendt for at krydse åbent hav uden at fare vild, skal nok ikke forstås bogstaveligt, hverken nu eller dengang skitserne til historien første gang blev fortalt ved ildstedets skær. Det er drama og symbolhistorie og ikke nøgterne fakta, hvilke er helt modsat montredelen med dens arkæologiske vidnesbyrd, og dennes faktakontrakt med publikum om, at sådan var det tilbage i vikingetiden. Min pointe er, at valget af den fortælling og hele dens setup er meget langt fra den anden mere genstands- og informationsmættede del af udstillingen.

Jeg forstår godt fascinationen af at give fuld gas med lækre billeder, men synes udstillingen knækker over i to dele, hvor der er meget lidt togt over del 1 og et lidt for fortænkt togt over del 2. Og så er det mig en gåde, at museets mest potente Togt genstand, Roskilde 6, det længst fundne vikingekrigsskib, primært fungerer som en rumdeler mellem del 1 og 2 af udstillingen.

Hverken fra den ene eller den anden side er det desværre muligt at se skibet godt. Men jeg kan give det fif for dem som gerne vi se hvordan skibet ser ud. Der skal man finde den lille film om skibet, hvor det er filmet i hallen i en belysning, der mere er rengøringslys end den mørkere udstillingsdramatiske belysning.

Den systematiske Vikingarnas Värld i Stockholm

På plakaterne til Vikingarnes Värld påstår Historiska Museet, at udstillingen er verdens største vikingeudstilling. Der er i hvert fald mange genstande og temaer i udstillingen, men i modsætning til udstillingen i København virker den ikke pakket – eller dramatisk.

Der er masser af plads i udstillingen, som systematisk er delt op i emner som Slægten, Tro og traditioner, Håndværk, Bosættelser m.v. Jeg fik nok også følelsen af at besøgte en udstilling med god plads fordi jeg den dag jeg besøgte udstillingen i sidste efterår var en af museets få besøgende, som der eller er gratis adgang til. Det understøtter min teori om, at pris bestemt ikke er den vigtigste grund til om udstillinger er velbesøgte eller ej, det handler om hvorvidt folk vil ofte deres tid, og om de kan se relevans ved at besøge stedet. Men at der var så få i Vikingarnes Värld overraskede mig alligevel, da udstillingen har flotte fund og også gode formidlende interaktive stationer.

Jeg vil gerne indrømme, at en grund jeg havde set frem til at se udstillingen i Stockholm var, at det museum i min bog har en af de fineste vikingefund: Mästermyr-kisten.

Det er velbevaret værktøjskiste fra vikingetiden med det værktøj en smed og en tømmer havde, og dermed med det basisværktøj, der skulle bruges for at kunne bygge et vikingeskib. Fundet hverken glimter eller er kostbar, men har den fascinerende fortælling i sig, at disse redskaber, meget lig vores tids redskabet, er dem som skulle til for at bygge vikingernes huse og de både, som gjorde at vikingernes fik en rolle i europæisk historie – det kræver dog, at man var en god håndværker og vidste hvad man skulle. Kisten indeholder for mig derfor en historie om, at kunnen og vilje kan ændre et samfund.

Men uagtet hvilke fund de viser, så er udstillingen i Stockholm et fint eksempel på en systematisk tilgang, hvor hvert emne får plads og bliver uddybet oftest både med genstande, hands-on interaktive stationer og digitale lag med enten mere tekst eller med spil.

Overordnet synes jeg det fungerer godt. På nær de mange ord på skærmene er teksterne gode, overskuelige og læsbare. Interaktionerne fungere også godt, særligt de mange enkle analoge stationer, men også i de digitale elementer. Enkelte er måske vel ambitiøse, som for eksempel et store interaktive kort, hvor man kan gå på opdagelse i den nordiske mytologis kosmologi.

Den scenograferede RUS – Vikinger i Øst i Aarhus

Hvis man tager syd for Aarhus for at få fortællingen om en klassisk fortælling om vikinger og vikingetiden bliver man skuffet. Det som udstillingen fortæller om, er nogle af de folk fra de nuværende skandinaviske områder, som handlede og eller bosatte sig mod øst. Og så fortæller udstilling også om de steder og byer, som disse folk kom til, og hvad der skete med deres efterkommere og de dynastier, som de var medvirkende til at skabe, for eksempel i det nuværende Ukraine.

Udstillingen er bygget op, så vi som besøgende går fra det ene geografiske miljø til den næste, mens vi bevæger væk fra Østersøen og ned mod de to verdensbyer Byzans og Bagdad. Som en gennemgående orientering bruges et kort, der ikke har nord øverst, med han ruten gennem floderne som den lodrette akse, hvilke får os til at tænke over, at den måde vi ser verden på ikke er den eneste mulige.

*RUS – Vikinger i Øst, Moesgaard Museum. Foto: Lone Kofoed Hansen*

Ved de enkelte rum er der genstande, tekster – nogle gange noget for lange tekster – og skærme med eksperter, som fortæller om steder eller relaterede emner. Men det, som griber en er den omsluttende scenografi. Vi bevæger os fra skindhandlen i nord til dynastiet i Kyiv og videre til kosmospolen Byzans og kalifatet i Bagdad. Selvfølgelig er det tolkninger, men udstillingsrummet bruges fuldt ud som rum, hvor man kan fornemme de farver, materialer og den arkitektur man dengang kunne møde.

Ligesom på Nationalmuseet bruges der audiovisuelle greb, men her i afgrænsede enkelte film, hvor det er til at overskue, hvor lang tid de tager, og hvor filmene er i en tæt integration med den del af fortællingen man nu er nået til.

Et studie i forskellige greb og tilgange

De tre udstillinger er formidlingsmæssigt meget forskelligt og viser tre forskellige greb, som der også kan ses i udstillinger andre steder.

Der er Nationalmuseets centralt fokuserede filmiske tilgang, som også kan bruges, når der skal markedsføre en enkelt narrativ, her vikingernes togter. I hvert fald i den ene del af udstillingen, mens den anden er en mere klassisk montre-genstand udstilling med mange genstande, som nogle steder får lov til at fortælles deres historie uden meget anden formidling end genstandsteksterne.

Filmen er sine steder imponerende og flot og der er mange af genstande at se på, men de to tilgange taler ikke meget sammen.

Så er der Historiska Museet meget systematiske og velgennemtænkte didaktiske udstilling.

Der er gode tekster og interaktion. Det er til at overskue emnerne, men udstillingen mangler lidt overraskelseselementer. Der er ikke noget meget overrumplende eller anderledes, som stikker ud og som man særligt husker (med mindre man møder genstande man måtte have en særlig affektion for – det kunne for eksempel være Mästermyr-kisten).

Og endelig er der Moesgaard Museums gennemscenograferede udstilling. Her bliver de besøgende visuelt omgivet af historien og fortællingen, og rummene er en aktiv del af fortællingen.

Personlig blev jeg mest rørt og underholdt af Moesgaards tilgang, og kan kun anbefale, hvis man har mulighed for det at tage forbi museet senest 11. september, hvor udstillingen lukker.

*RUS – Vikinger i Øst, Moesgaard Museum*

Vikingetiden i dag

Rent fagligt er noget som ingen af udstillingerne desværre gør meget ved den brug af vikingetiden, der har været de sidste 150 år. Den periode, hvor vikingetiden og ideen om vikinger blev opfundet. Det er noget de tre museer på andre platforme har beskæftiget sig med. Historiska Museets store ambitiøse vandreudstilling We call them Vikings, der var en slagt test udstilling for Vikingarnas Värld, havde et afsluttende afsnit om det, og emnet berøres også i bogen We call them Vikings, som på Historiska Museet bliver solgt, som et katalog til udstillingen. Nationalmuseet tager også emnet op i deres undervisningsmateriale Vinkler på Vikingetiden, og i det seneste nummer af Danske Museer, har Pauline Asingh og Mads Kähler Holst en interessant artikel om det politiske og værdiladede spil, som Moesgaard pludselig blev en del af ved at fortælle denne centrale historie i den russiske og ukrainske selvopfattelse og identitetsskabelse.

Så det er et emne de tre museer har reflekteret over, og det er noget jeg synes kunne være med at til gøre enhver vikingeudstillingen mere vedkommende og relevant.