Nye museer – Museet for Søfart

Indenfor det sidste år er der åbnet to kulturhistoriske museer i nye bygninger. Museet for Søfart i Helsingør og Danmarks Borgcenter i Vordingborg, og i denne uge kommer et til på listen, når Moesgård Museum i Aarhus slår dørene op.

Når man besøger Museet for Søfart og Danmarks Borgcenter er der ikke nogen tvivl om, at det er steder, der vil noget med deres historier og deres formidling. Begge steder havde samlinger og historier som de i forvejen formidlede og begge steder er de i de nye omgivelser gået til fortællingerne på nye og mere scenograferede måder og med en appetit på, hvad teknologien kan berige formidlingen med.

Både på museet i Vordingborg og i Helsingør gik jeg begejstret rundt og blev grebet af de mange nytænkte elementer i udstillingerne og ved begge besøg var det også gældende, at jeg bagefter besøget måtte konkludere, at jeg ikke helt synes de udnyttede deres potentiale. Den kulturhistoriske udstilling var blevet gentænkt, men nogle af de valgte greb havde efter min smag taget overhånd. De var ikke blevet doseret helt rigtigt så stedet tydeligt fremstod som hovedmuseet indenfor området med en formidling er rettet mod alle. Danmarks Borgcenter vil jeg vende tilbage til senere. I dette blogindlæg vil jeg dele nogle af min betragtninger om Museets for Søfarts greb på den danske maritime historie.

Museet for Søfart

Museet i Helsingør har fået meget omtale af på grund af Bjarne Ingels arkitektur og det nytænkende greb, hvor han i stedet for at bygge et hus på grunden gik under jorden og udnyttede tørdokken som center i bygningen.

Det har givet et museum med rigtigt meget indlagt historie i sin ramme, men også en museum der på forhånd havde fået en række rummæssige begrænsninger. Alle rummene skulle fordeles omkring tørdokken i en rundgang og de har derfor tydelige begrænsninger – særligt i rumbredderne.

Grebet som Museet for Søfart har valgt i dette nye museum er at lave et temabaseret museum. Udstillingerne er ikke bygget op omkring en kronologisk gennemgang af søfartens historie og betydning i Danmark, men er i stedet en række nedslag som sammen giver museets bud på emnet. Museet har ikke de bedste rammer for særudstillinger. Tanken er, at museets temaudstillinger skal kunne variere over tid så der hvert andet – tredje år bliver udskiftet et tema og der dermed bliver fortalt et nyt aspekt om søfarten og der kommer noget nyt for museets besøgende at opleve. Museet blev indviet i oktober 2013 og de temaer det åbnede med er stadig dem, der kan ses på museet. Der er temaer som går på tværs af tid, f.eks. om sømanden, havnen og navigation, og det er temaer som er mere tidsbestemte, f.eks. om sejlads under 1. og 2. verdenskrig, 1700-tallets handel og containersejlads i dag.

Variation

Museet har haft et tæt samarbejde med det hollandske designfirma Kossmann.dejong og sammen er det lykkedes dette partnerskab at skabe en varieret rejse gennem udstillingerne. Hvert tema har fået sin tone og stil. Energien kommer tilbage til besøget, når man som gæst træder ind i et nyt rum og skal til at fornemme hvad der her er på færde, og hvad museet her vil fortælle en. Det er blevet vellykket og et bevis på, at velvalgt variation i nybyggede museer er en mulighed.

Rummenes begrænsning var et vilkår som designerne ikke kunne komme udenom, men det er også forsøgt brugt som understøtning til fortællingen. Særligt i afsnittet I krigens skygge har de formået at bruge dette rums smalle karakter til at skabe en klaustrofobisk stemning omkring sejlads under verdenskrigene.

Variationen ses også i de enkelte greb udstillingerne benytter sig af. Der er film, genstandsfremvisning og udvalget digitale tiltag, der ikke bliver automatisk genbrugt overalt på museet, men som er skabt i samspil med de enkelte afsnit.

Understøttende digital formidling

To eksempler på denne understøttende brug af IT er de digitale tiltag, der er i temaerne om henholdsvis navigation og 1700-tallets handel. I navigationsafsnittet Navigation og verdensbilleder kan de besøgende blive en del af et spil, hvor man skal navigere et skib sikkert hjem til Helsingør.  Det sker gennem skærme og en godt castet sømand-figur, der giver den besøgende opgaver som er knyttet til den montre man står ved. Breddegrad skal findes gennem solhøjde ved montren med sekstanter og længegrad skal findes gennem tidsmåling ved montren med kronometre. Det er logisk og underholdende lavet og et godt eksempel på, hvordan et spilelement kan understøtte og udbygge den fortælling, der i forvejen sker gennem genstande og informationer. Det er underholdende, men ikke kun underholdning – det er også et ekstra lag i formidlingen.

Afsnittet Teselskabet fortæller om 1700-tallets handel og hvilke varer danske handelsskibe sejlede med hvorfra og til. En motor til at få de besøgende rundt i den udstilling er et spil, hvor den besøgende tager en fysisk læderindbunden bog og placere den på særlige plinte ved de montre i afsnittet som fortæller om de forskellige handelsdestinationer (Nordatlanten, Kina, Vestindiske øer mv). Når det sker, bliver de blanke sider i bogen forvandlet til et handelsregnskab gennem en projektion, og så er den besøgende blevet omdannet til et 1700-tals købmand, der skal forsøge at tjene mest muligt gennem salg og køb af de rigtige varer. Kombinationen mellem den fysiske bog og det digitale lag fungerede rigtigt godt.

Teknomagi kalder udstillingens bagmand museumsinspektør Benjamin Asmussen grebet og jeg vil give ham ret i, at der er en magiske grad af berigelse i installationen ved at det digitale kommer frem på et medie, som man tror er rent analogt. I modsætning til navigationsspillet skal man her ville det lidt mere. Gruppen som jeg besøgte museet med nu blev fint grebet af spillet – bare trist at jeg selv var en mildest talt katastrofal 1700-tals handelsmand.

Den store fortælling

Efter besøget var der to ting jeg studsede over. Det ene var at emnet søfarts umiddelbare fascination for raske drenge og piger ikke blev mere udnyttet og det andet var, at jeg kunne bruge en del timer på museet uden at komme hjem med en samlet ide om dansk søfarts historie. Det sidste element skyldes selvfølgeligt museets ensidige satsning på temaer. Nogle af de tværkronologiske temaer fortæller om udviklingen indenfor det valgte emne, men den store fortælling var der ikke ,og det synes jeg er en mangel. Hvis der måtte være et sted, hvor den fortælling skulle være så må det da være på landets største specialmuseum om søfart. Jeg bifalder variationen og ideen med at fortælle i temaer, men det ville have klædt museets formidling, hvis et af emnerne havde været en crash-kursus i hele den danske søfartshistorie, gerne fortalt lige så veloplagt som det bliver gjort ved flere af de andre emner.

Udstillingerne på museet har masser af opfindsomhed og kalorier til hjernen, men der er ikke meget hands-on og sømandsleg til de mindste og dem der er lidt ældre eller bare de barnligt orienteret. I afsnittet om havnen er der en fin tatoveringstegne-installation, men overordnet virker museet som et museum, hvor det er de voksne, der skal sætte børnene i gang, fremfor et sted, hvor børnene også selv kan tage føringen og nemt gå i interaktion med historierne. Jeg har fået at vide, at museet planlægger børneorienteret formidlingselementer til udstillingerne og heldigvis er museets kvadratmeter ikke så intenst udnyttet, så det skal de nok finde plads til.

Museer bør også være for børn – særligt museer der som dette har et emne der pirre fantasien og drømmene.

Opfindsomhed og overskud

Det store overblik og en målrettet formidling for yngre er to vigtige dele som jeg synes Museet for Søfart mangler, men til gengæld er der mange små og store elementer der fungere, og overordet virker museet i Helsingør som et veloplagt sted at besøge med fine detaljer. F.eks. rummet med marinemalerier, hvor billederne er hængt tæt og med horisonten som den bærende linje.

I samme rum er en stor samling skibsmodeller, som er placeret på opsatser, der viser hvilken cargo som skibet indeholder. Samme brug af indpakningen ses i Teselskabet, hvor montrerne er bygget op af det materiale som det, der blev handler ved den destination som montren omhandler. Samme afsnits tekster er også værd at bemærke, da de bruger Margareta Ekarvs tekstprincip med at ombryde teksten mere og skrive de væsentlige begreber først.

Overskuddet ses ikke kun i udstillingerne. Til en del af temaerne er alle teksterne og baggrundsinformation om temaudstillingen lagt ud på hjemmesiden, og fra hjemmesiden er der også adgang til en database, hvor man kan søges i museets genstande og i over 34.000 maritime billeder og 25.000 bogtitler.
Dem af os som har været interesseret i tilblivelsen af udstillingen og tankerne bag den kunne frem til åbningen i 2013 få stillet vores nysgerrighed gennem bloggen http://fyrskibet.dk/ eller gennem museumsinspektør Benjamin Asmussen blog http://historieblog.dk/. Det er god stil.

Museet har snart eksisteret et år. Det har dermed oplevet de forskellige sæsoners muligheder og de løbende krav til drift og omverdenens behov. Jeg håber, at Museet for Søfart er et sted, der har energi til løbende at udvikle sig og bygge videre på nogle af de gode ideer, der allerede kan ses på museet.

Link

Museet for Søfart:
http://www.mfs.dk/

Tekster og baggrundsinformation om udstillingerne
http://www.mfs.dk/da/soeg-i-soefartshistorien/digitale-udstillinger

Museet for Søfarts database:
http://www.mfs.dk/da/search/history

Blogs:
http://fyrskibet.dk/
http://historieblog.dk/

Charlotte S.H. Jensens introduktion til Margareta Ekarvs tekstprincipper:
http://charlotteshj.wordpress.com/2012/08/23/udstillingstekster-letlaeste-a-la-ekarv/

En af Benjamin Asmussens blogindlæg om teknomagi:
http://historieblog.dk/2014/teknomagi-udstillingstanker-ix/