18.12.2021 – nedlukning af museerne, igen

I dag lukkede museerne for i år.

Jeg begyndte dagen med at tage til hallen i Lyseng Idrætscenter, hvor min yngste datter Thea sammen med 10-15 andre 7-8-årige skulle træne indendørsfodbold. Senere var jeg forbi det lokale supermarked, tog ind til mit arbejde Den Gamle By for at samle lidt data ind fra nogle besøgende, og nåede også lidt juleindkøb i et par butikker i Aarhus midtby. Da jeg gik forbi nogle af byens barer overvejede jeg seriøst at gå ind at få en øl eller to for at finde trøst mod morgendagens lukningen af kulturlivet, men manglede tid og den indre forsigtigper vandt, så det blev til, at jeg bare konstaterede, at der var godt med folk derinde på cafeerne, som så ud til at have det godt.

I idrætshallen sad forældrene med behørig afstand eller havde bare afleveret deres piger, så de slet ikke var tilstede i hallen, på museet var der denne sidste åbningsdag stort set fuldt hus, men jo kun så mange som museet ville lukke ind, da der er indført timeslot systemer, så der kun lukkes et bestemt antal ind hver halve time. Der var mange mennesker i Aarhus by og i butikkerne, og de stod tættere end på museet og i hallen, og på vejen kom jeg også forbi domkirken, hvor der foran bygningen stod en sølvpapirshattype med en lydanlæg og talte om systematiske gentagende Grundlovsbrud han havde observeret, Guds ord og at det var farligt at sprøjte ting ind i sin krop. Det var aldrig sket i Den Gamle By, Lyseng eller i en af byen andre museer og sportsanlæg.

Min dag bød dermed på foreningssport, dagligvarekøb, kulturtilbud og shopping. En god dag med meningsfyldte tiltag. I morgen vil butikkerne stadig være åbne, på værtshusene vil vi indtil kl. 22 stadig kunne finde øl, glæde og trøst og i kirkerne vil der være julegudstjenester i ugen vi går ind i. Men DBU har af egen vilje indstillet alt indendørstræningen fra i morgen, og museerne vil sammen med blandt andet teatrene, biograferne og de zoologiske haver være lukkede – indtil videre frem til 17. januar 2021.

Vi må alle bringe ofre for at nedbringe covid-19 smitten i samfundet, og kulturlivets lukning er en af de større for den enkelte og samfundet ved, at der nu ikke er det rum til at reflektere over sig selv og verden, og heller ikke et rum til at udvide de snakke man kan have med sine børn, forældre, venner, studiekammerater og kollegaer. Det er for mig ikke bare luksus, men noget, der løbende justere hvem vi er og gerne vil være.

Jeg ønsker ikke at argumentere imod en formand for intensivlægerne og hans frygt for vi kan komme til at prioritere, hvem der skal kunne få livgivende behandling, heller ikke imod matematiske epidemiologier og deres modeller om, at når mennesker mødes så spredes bakterier og virus. Men jeg tænker, at de modeller og principper som de sundhedspolitiske beslutninger tages ud fra løbende er blevet justeret i takt med, at mere date er indsamlet og flere erfaringer er blevet gjort. Og jeg ved, at der er gjort mange tanker og arbejdet kreativt i kultursektoren for at begrænse gæsterne kontakt med dem de ikke kender. Som for eksempel at ensrette de opholdsarealer gæsterne bruger, lave timeslot, som styrer hvor mange der kommer ind af gangen og planlægge så gæsterne ikke samles om de samme aktiviteter, men i stedes spredes ud til flere. Der er blevet testet, justeres og testet igen, og det er hele tiden blevet bedre, så gæsterne bedst muligt kan holde afstand til hinanden, hvis det er det, som er ønsket fra Sundhedsmyndighederne.

Kulturinstitutioner er ikke bare ens, og museer er heller ikke bare ens. Det nemmeste er sikkert bare at lukke en hel sektor ned, og at gøre nedlukninger og kompensationsordninger ens. Men det er en sektor fyldt med løsninger, og som er skabt til at styre, hvor og hvornår de besøgende kommer ind og hvordan de kan opføre sig. Det kan jeg sige, at der bliver arbejdet med i Den Gamle By hele tiden og justeret, når det er nødvendigt. Og så vidt jeg kan se lykkedes det også. Mig bekendt er ikke én af mine kollegaer på museet blevet smittet af nogle af museet gæster – og jeg har ikke hørt om nogle museer, der var skyld i smitteudbud. Og hvis det blev nødvendigt at lave særlige tiltag, nedbringe antallet at gæster, give dem endnu mere plads – ja, så kunne vi håndtere det. På nogle kulturinstitutioner kan store justeringer måske ikke lykkedes, men rigtigt mange stedet kan det. Og det kunne være ønskeligt, at de institutioner så kunne have fået lov med sikre tiltag at forblive at være der for borgerne og for samfundet.

Og hvad så med hjælpepakkerne, når man kun har lidt åbent? Ja, i den ideelle verden kunne der laves ordninger om at støtte kunne tilpasses afhængigt af, hvor meget aktiviteter man fik lov til at lave. Dagens udmelding omkring støtte til restauranter og beværtninger, hvor steder enten kan lukke helt med kompensation eller fortsætte uden kompensation tyder dog desværre ikke på, at en mere fleksible løsning kan skabes. Og der er trist – for borgerne og for samfundet ved at kulturlivets oplysende og samlende kraft ikke på en eller anden måde kan være der.

For det et jo ikke kun virus, der spredes når folk mødes. Det er også tanker, følelser og viden – og museerne er et af de steder der er skabt til denne sidste type udveksling, og samtidigt har de opbygget over et års dyrekøbt erfaring om hvordan at folk kan holde de anbefalede 1,5 meters afstand og ikke klumper sig sammen.

Det ville have været godt, hvis de museer der havde muligheden kunne have fået lov til fortsat at vise, hvordan de kan berige uden at være smitterisikoområder.