Deutsches Fussballmuseum i Dortmund – Tysk iscenesættelse og interaktion 2

Det tyske fodboldmuseum i Dortmund er ejet af det tyske fodboldforbund og er indrettet i en ny bygning lige ved byens hovedbanegård. Dortmund er med sit bundesligahold Borussia Dortmund i forvejen er en by, som mange forbinder med fodbold og som gennem fodboldholdets kampe også må tiltrække en del fodboldglade tyskere.

Det halvandet år gamle museum var forståeligt nok nomineret til at blive European Museum of the Year i år. Jeg var forbi museet i januar. Personligt er jeg nok ikke i kærnemålgruppen – og dog. Det er relativt sporadisk, at jeg får set en fodboldkamp i tv og den sidste gang jeg var tilskuer til en fodboldkamp på et stadion, var mens den bedste række i landet hed 1. division. Jeg var i Nykøbing F for at se øens stolthed B1901’erne, spille mod Vejle. En kamp jeg i dag husker for et fantastik mål lavet at Vejles (Danmarks!) ubetingede stjernespiller Allan Simonsen. Nej, fodboldentusiast er jeg ikke, men jeg kan på den anden side godt lide at læse artikler om fodbold og den politiske, sociale og massekulturelle indflydelse, der er forbundet med fodbold og professionelt sport.

Fin model af Singen am Hohentwiel togstation og menneskemængden som modtager de tyske VM mestre fra 1954, der var med til give håb og stolthed til en krigshærget folk.

Museet i Dortmund er nemlig ikke kun et museum om målene scoret i tysk fodbold, men formidler bredere om sporten. Det anslås fra starten, hvor man fra indgangen tager en elevator på til udstillingsrummene. Der er den fans’ene man møder, fra familier på tur til Die Kanslerin.

Det tyske fodboldlandshold

For enden af rulletrappen starter museets første store afdeling, der fortæller om det tyske landshold. Det første stop er 1954 og Das Wunder von Bern, der er et skoleeksempel i emotionel fokuseret formidling. Midt i rummet er en fodbold, der blev spillet med i VM finalen mellem Ungarn og Vesttyskland i Bern 1954 og med mellemrum skifter lyset i rummet til mere orange og et strygeorkester spiller andægtigt den tyske nationalmelodi.

I resten af 2. salen er der primært fokus på de andre VM som Tyskland har vundet. Der er også en installation om VM i 1966 mellem England og Vesttyskland, hvor publikum kan stemme om hvorvidt den engelske afgørende mål var inde eller ude. Nok ikke overraskende er flertallet af de gæster, der har besøg det tyske fodboldmuseum ikke enig med dommerens afgørelse fra dengang omkring Geoff Hurst’s mål til 3-2 i overtiden.

VM 1966 — Da jeg besøgte museet var der 39 % som syntes Geoff Hurst’s bold i finalen var inde og 61 %, der ikke mente at det var tilfældet.

På 2. sal er der også en række mediestationer, hvor man kan se klip fra de VM og EM slutrunder Tyskland har deltaget i. Også EM 92, hvor der er et sammendrag af den finale som Tyskland tabte til Danmark. Dejlig fjernsyn.

Sejrende i VM 1974, 1990 og ikke mindst 2014 får særlig bevågenhed. På etagen er der også en tallet 5 formet montre dedikeret til en central person ved to af sejrene, Franz Beckenbauer. I forbindelse med European Museum of the Year uddelingen for tre uger siden blev museet spurgt om deres syn på de bestikkelsesanklager, der i FIFA regi er rejst med Beckenbauer og hans mulige tvivlsomme ageret i forhold til at få fodbold VM 2006 til Tyskland. Henry Wahlig, museets leder af deres kulturprogram svarede, at museet havde valgt at fokusere på Beckenbauer – og de andre spilleres – sportslige betydning og ikke de strafferetslige sager, der måtte være omkring dem.

Sagen illustrere nu meget godt, at foldbold gennem den store bevågenhed og de mange penge, er meget mere end sport. På museet er der også social- og politisk historiske emner, blandt andet gennem afsnit om fodbold i DDR og kvindefodbold, men der er nu først og fremmest et museum, der dyrker de kendte spillere, store klubber og særlige sejre.

Schatzkammer og Bundesligaen

I etagen nedenunder er der fokus på Bundesligaen opdelt i årtier. Jeg har ikke selv en dybfølt passion for nogle af de tyske bundesligahold og kunne ikke reagere lige så begejstret ved genstande og billederne, som jeg kunne se andre besøgende gjorde.
Et gib i mig kunne jeg nu godt mærke ved en montre i 70’er afsnittet, hvor Borussia Mönchengladbach-stjernen Allan Simonsen er blikfanget for en Tribella Sports-hair shampoo.

Andre afsnit i museet er blandt andet et Schatzkammer med landets imponerende samling af VM og EM trofæer og en afsnit, hvor der er fokus på forskellige taktiske og træningsmæssige strategier.

Deutsche Fussballmuseum er ikke overraskende mest for folk der har interesse i tysk fodbold, men det er også et interessant museum for de virkemidler de bruger.

Virkemidlerne var mange, fra hvor mange der arbejdet ved en gennemsnitlig Borussia Dortmund kamp illustreret gennem Legofigurer

taktik og strategirum — over medie- og filmklip fokuserede rum, her om fodboldtaktik og strategi

og til flot udførte AV show projekteret på en enorm bold og skærme rundt om den.

Det virker ikke som om, at der er sparet på forskellige projektions- og digitale interaktionsmetoder. Nogle af disse synes dog at have mere fokus på gimmick-effekten end på en funktionel gennemtænkt oplevelsesværdi, for eksempel en biograf i Bundesligaafsnittet, hvor man sidder på stole, der kører rundt imens man så prøver at fokusere på de skærme i rummer, som man kører forbi.

Museet er ejet af det tyske fodboldforbund og landsholdets to hovedsponsorer er også til stede på museet. Adidas ved at museets butik er en decideres Adidas butik og Mercedes gennem landsholdets spillerbus. Bussen er samtidigt en fantastisk genstand, da man som besøgende kan gå ind i den og være der, hvor landsholdsspillerne nogle gange er. For fans uden tvivl en lidt eksklusiv følelse og samtidigt meget almindeligt, da det jo bare er en bus.

Der er meget information på fodboldmuseet i Dortmund, men der er ikke tvivl om at dem, som har planlagt museet nøje har tænkt over at de skulle nå en meget bred målgruppe. Ligesom ved et andet nyåbnet tysk museum, Europäisches Hansemuseum i Lübeck er der vægtet en varierede formidlingsformer og mange aktiverende elementer. Der er begge steder også arbejde med stemninger og formidling, som taler til følelserne.

Telefonboks — I en telefonboks kan man ringe til forskellige landekoder og hører forskellige landes fodboldkommentatorer i forbindelse med tyske landskampe.

Wir sind fussball er museet motto og også sigende for dem måde museet også ofte med held prøver at inddrage de besøgende i fortællingen gennem aktiviteter. Efter nogle timer på museet blev jeg personligt dog noget skærm- og projektionstræt af de mange digitale installationer.

Et skønt rum rent stilhistorisk er hvor man kan se og høre forskellige sange til slutrunderne, blandt andet VM mestrene fra 1974, der i fineste 70’er outfit synger Fussball ist unser Leben.

Både Hansamuseet i Lübeck og fodboldmuseet i Dortmund var nomineret til European Museum of the Year Award 2017, men ingen af dem fik en pris eller en omtale. Begge museer er dog bestemt et besøg værd, hvis man vil se hvordan, at nye tyske museer seriøst arbejder med stemning og interaktion – og hvis man vil vide mere om Hansaernes magt eller tysk fodbolds sejre, historier og personligheder.