Flykten 43 i Landskrona og Randershuset i Den Gamle By i Aarhus

Inden for de sidste par måneder er der åbner to nye udstillinger i henholdsvis Landskrona og Aarhus. De handler om jøder fra Danmark, men de handler begge i deres kerne også om noget mere almengyldigt.

Udstillingen Flykten 43 i Landskrona har fokus på de danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943, men fortæller gennem udvalgte personhistorier også om medmenneskelighed. Udstillingen Randershuset i Den Gamle By fortæller om danske provinsjøders historie, men handler samtidig om det grundlæggende spørgsmål om, hvem man er, og om, at man altid vil opfatte sig selv som en del af en gruppe: en minoritet, en majoritet – helt afhængigt af situationen.

Flykten 43

Landskronas nyere historie er forbundet med folk, der er blevet fordrevet. I 1990’erne ankom mange mennesker fra det tidligere Jugoslavien. Efter 2. verdenskrig kom mere end 22.000 flygtninge og fordrevne til byen gennem en årrække, og i oktober 1943 var Landskrona en by ved Øresund, hvor mange af de flygtende danske jøder blev modtaget. Landskrona forsøgte også at komme i betragtning som værtsby for det nye statslige museum om Holocaust (Sveriges museum om Förintelsen). Museet blev dog i stedet placeret i Stockholm, hvor det åbnede for offentligheden i 2023.

Bystyret i Landskrona valgte så at tage sagen i egen hånd og bevillige midler til, at Landskrona museum og kulturforvaltning i maj 2026 kunne åbne i lille afdeling i en placeret i Citadellets område med fokus er på flugten over Øresund i oktober 1943. Placeringen er velvalgt, da det var en af de steder i byen, hvor de danske flygtende jøder blev indlogeret. Dette bliver de besøgende også gjort opmærksomme på allerede ved ankomsten til udstillingsbygningen.

Udstillingen er bygget op kronologisk. Fortællingen begynder med tiden før oktober 1943 og giver en introduktion til børnene Ole Philipson, Anna Limkimer og Birthe Geldman, som er tre centrale stemmer i udstillingen. I det første rum fortæller de om sig selv og deres liv i Danmark før flugten til Sverige. Samtidig introduceres den besøgende til forholdene i både Danmark og Landskrona under krigen.

Derefter følger et afsnit om selve flugten. Her beskrives den overordnede historie om de forskellige flugtruter over Øresund, og de besøgende kan også lytte til fortællinger om Ole, Anna og Birthes forskellige veje fra deres hjem i Danmark til Landskrona.

Det næste rum fokuserer på modtagelsen i Landskrona og procedurerne omkring det, og derefter er der et rum, som fortæller om det sociale og religiøse liv de danske jøder havde i byen i resten af krigsårene.

Og til sidst er der en afdeling om den brug af Citadellet, der var fra 1945 til 1953, hvor 22.000 fordrevne og ofte for krigen fra over 34 lande blev modtaget. En historie, som får en ekstra relevans ved, at det netop er her på Citadellet, at udstillingen er placeret.

Den personlige fortælling

Et vigtigt greb i udstillingen er, at den bliver fortalt gennem udvalgte enkeltpersoner. De tre centrale skikkelser er de tre børn Ole Philipson, Anna Limkimer og Birthe Geldman. Gennem billeder fra deres familiealbum og små lydfortællinger på 1,5 til 2 minutter følger den besøgende deres liv fra september 1943, hvor rygtet om nazisternes planlagte internering af de danske jøder begyndte at svirre, og frem til slutningen af krigen.

Der er også andre personer som vi møder, for eksempler de i offentligheden mere kendte flygtende danskere, såsom arkitekten Arne Jacobsen og billedhuggeren Harald Isenstein.

Den svenske hjælp til forfulgte bliver også fint eksemplificeret og fortalt ved, at enkelte personer og deres rolle bliver beskrevet. Modtagelsen til Landskrona bliver for eksempel fortalt gennem lottakåren Ester Anderson og hendes arbejde.

Udstillingens sidste del om Citadellet som interneringssted efter krigen har også fokus på enkelte personers skæbner. Dette greb udfoldes ved, at der til hver person vises en genstand med en tilknyttet fortælling. Én af disse genstande er en spytkop, der havde tilhørt den tjekkiske jøde Endre Speilberger. Han var blevet interneret i koncentrationslejren Bergen-Belsen og havde tuberkulose, da han i maj 1946 ankom til Landskrona. Han kom i karantæne på Citadellet, før han blev overført til en lungeklinik i Lund.

Det svenske fokus

Jødeaktionen i oktober 1943 fylder meget i fortællingen om Besættelsen i Danmark. Det er en af de få begivenheder fra perioden, som Danmark er internationalt kendt for, og omstændighederne bag aktionen og selve flugten er beskrevet mange steder.

Som dansker kan der derfor være aspekter, man tænker, måske er fortalt lidt for enkelt; eksempelvis optakten til aktionen, den danske samarbejdspolitik samt de hjælpende danskeres ageren og motivation. Overordnet synes jeg dog, at det er vægtet fornuftigt, og samtidig er det spændende at opleve historien fra et modtagende svensk perspektiv.

I forhold til selve flugten er det, som primært får opmærksomhed de tre børns rejse, men de er også med til at sætte indsatsen og begivenhederne i Danmark i perspektiv. I lydfortællingen om Birthe nævnes det, at hendes familie søgte tilflugt i Gilleleje kirke, hvor de fik tilbudt at komme med en motorbåd, hvis de havde 1000 kr. Det havde familien og tog af sted. Derfor delte de så ikke skæbne med de mindrebemidlede jøder i kirken, der nogle timer senere blev opdaget og sendt til Tyskland. Og en anden fortælling er Oles, der beretter om den venlige fisker, der i to timer zigzagger sig fra Humlebæk til Hven for at de alle skulle komme uskadt over. Gennem det personlige præsenteres der dermed forskellige vilkår og historier bag hjælpen.

De steder udstilling, hvor der er mere fordybende oplysninger, handler det om de svenske modtagelsessteder eller initiativer, som for eksempel yderligere information om fiskerne fra Borstahusen nord for Landskrona (nr. 2 på kortet), der om natten patruljerer farvandet omkring Hven, for at førte de danske både sikkert til Landskrona.

Overordnet synes jeg at Flykten 43 er en udstilling, som fungerer godt. Udover den fortæller en historie om skrukturer og en civilsamfund, der gerne ville hjælpe folk i nød, er det også historier om levet liv, hvilket er med til at gøre fortællingerne personlige og relaterbare.

Udstillingen er skabt af Landskrona kulturforvaltning i et samarbejde med danske KVORNING som udstillingsarkitekter, og Bergkvist Ord&Text, der har hjulpet med at gøre teksterne flydende og umiddelbart læsbare.

Randershuset

Jeg vil, før min beskrivelse af udstillingen i Den Gamle By, komme med en disclaimer. Jeg har været med til at lave udstillingen, så det følgende kan ikke blive en objektiv og upartisk gennemgang. Men det kan læses som en beskrivelse af de aspekter, der har været i fokus i konceptet bag udstillingen, og af hvordan jeg oplever, at de er blevet realiseret. Og så kan jeg kun opfordre til, at I selv tager til Aarhus og danner jer jeres egen vurdering.

Det hus, udstillingen er placeret i, kommer fra Randers, der var den sidste provinsby med egen synagoge. I huset er der tre udstillinger. I stueplan findes to interiørudstillinger, henholdsvis Eduard Hartogsohns børstenbinderbutik og Bernhard Levins fattige hjem, og på førstesalen er der en udstilling om de danske provinsjøders historie.

Børstenbinder Hartogsohn og fattige Levin

Den Gamle By er et frilandsmuseum, der viser, hvordan forskellige almindelige mennesker har boet i Danmark til forskellige tider. Det er også grebet i stueplan i Randershuset. Gennem god hjælp fra slægtninge har museet kunnet genskabe dele historien om Eduard Hartogsohns Børste-, Pensel- & Gadekostefabrik, med udgangspunkt i familiens butik som den så ud i 1927, der er det år, denne del af museet tager udgangspunkt i.

Hartogsohn boede i Randers, og slægten var en del af byens jødiske menighed. I Randershuset vises selve butikken med børster og pensler, og der er også et lille værksted, hvor fremstillingen af børsterne ved udvalgte lejligheder kan demonstreres.

I stueplan er der også en lille etværelseslejlighed. Her fortælles historien om Bernhard Levin. Han havde ikke noget med hverken Randers eller familien Hartogsohn at gøre, men hans historie, som blandt andet udspiller sig i Aalborg, er valgt, fordi den passer til de ydmyge og fattige kår, som den simple lejlighed kan være rammen om. I lejligheden fortælles der om fattigdom og børnedødelighed, som ikke kun prægede Levins liv, men som for mange andre i 1920’erne også var en del af tilværelsen.

Historie om jøderne i provinsen

På førstesalen perspektiveres fortællingerne fra stuen gennem en udstilling om de danske jøders historie i provinsen. I dag er bor de fleste danske jøderne i København, men engang var der menigheder spredt ud over hele kongeriget, og der er også stadigt nogle i provinsen. Deres historie fortælles i denne udstilling, fra 1592, hvor Joachim Jøde blev registret som skatteyder i Helsingør, og helt frem til i dag.

Ligesom i udstillingen i Landskrona benyttes der her også mange personlige fortællinger. Der fortælles blandt andet om den velhavende købmand Bernhard Philip Rée fra Aarhus, brændevinsbrænder Isidor Henius fra Aalborg og tyvebandemedlemmet Bolette Moses, der kom seks år i Viborg Tugthus. Tilsammen med udstillingens andre historier viser det en mangfoldighed. Selvom de kommer fra den samme religiøse minoritet, så er de ikke ens.

Interneringen af de danske jøder i oktober 1943 er der også et afsnit om. Her følges fem forskellige skæbner, f.eks. familien Metz der blev fanget og kom til Theresienstadt, den et årige Jan Grosman, der blev efterladt i Danmark hos en søster, og blev til den kristne dreng Jan Dam indtil forældrene kom tilbage, samt familien Kutschinsky fra Aarhus, der flygter til Sverige og som dermed er blandt de jøder, som udstillingen i Landskrona er skabt til at fortælle om.

Udstillingen på første sal i Randershuset er ikke stor, men giver et godt overblik. I forbindelse med udstillingsåbningen blev Bent Blüdnikows nye bog Jøder i provinsen. Børstenbindere, bagekoner, rabbinere, hestehandlere og soldater udgiver, med endnu mere information om emnet.

Nærvær og interaktivitet

De to udstillingers personlige fortællinger er med til at give et nærvær. De har også begge enkelte og velvalgte interaktive elementer, der også skaber engagement. Det er for eksempel muligt i Flygten 43 at knække et kodesystem, som blev brug til at sende beskeder fra Landskrona og til Danmark under krigen. Det fortalte både en konkret historie og så var det også et aktivitet døtre umiddelbart blev fanget i. Og i Aarhus er der simple gættelege om jødiske udtryk eller hvilke beskæftigelse jøderne i provinsen ofte havde; enkelte interaktioner, med den vigtige funktion, at de kan få de besøgende til sammen at snakke om det de oplever og får at vide i udstillingen.

En større fortælling

Når besøget er slut i udstillingen i Landskrona har man fået en god indførelses i historien om modtagelsen af de danske jøder i Sverige i efteråret 1945. De mange personlige historie og skæbner åbner også op for en historie om folk i nød og folk som hjælper, hvilke også var en af formålene med udstillingen. Ved åbningen af Flygten 43 påpegede kulturchef i Landskrona Anna Hansen, at udstillingen handler om noget som også sker i dag: Krig og grusomhed. men også om den medmenneskelighed, hjælp og fællesskab, som kan vise sig når der er brug for det. Der er en almen menneskelig fortælling i hele historien om begivenhederne i oktober 1943.

Da Randershuset åbnede fremhævende Den Gamle Bys direktør Julie Rokkjær Birch, at den nyåbnede udstilling ikke kun skulle ses som en fortælling om en befolkningsgruppe eller en jødisk familie, der engang boede i Randers, men at husets udstillinger sammen med de andre hjem i Den Gamle By som de tyrkiske gæstearbejdere, den grønlandske studerende og regnbuefamilien, indgår i en større historie om identitet og diversitet til forskellige tider. Hvad der er en minoritet og en majoritet handler om øjnene der ser, og hvilke sammenhænge man er den del ved forskellige situationer.

Hvis turen her til sommer eller i efteråret går forbi Aarhus eller Landskrona, vil jeg anbefale de to udstillinger. De er ikke store, men de formidler sikkert de historier, de vil fortælle. Samtidig benytter de greb, der inviterer til samtaler med dem, man er af sted sammen med, og får én til at reflektere over handlinger og strukturer. Både hvad de betød engang, og hvad de historier kan betyde i dag.